Robotkirurgi til behandling af svælgkræft

Et pilotprojekt undersøger, om man kan erstatte behandling med kemo- og stråleterapi af tidlige kræftstadier i mundsvælget med skånsom robotassisteret kirurgi, uden at gå på kompromis med overlevelse og alvorligheden af bivirkninger. Studiet skal danne grundlag for en større prospektiv undersøgelse.

​​​

​​Transoral robotkirurgi (TORS)

Som det første hospital i Danmark, har Rigshospitalet indført transoral (dvs. operation gennem munden) robotkirurgi til behandling af svælgkræft. Vi bruger da Vinci HD Si robot fra Intuitive Surgical, der udnytter 3D visualisering under operationen. Robotten er doneret til vores klinik fra en privat fond med henblik på at forske i og udvikle mere skånsomme behandlinger til patienter med hoved- og halskræft. 


​​

Anvendelse og fordele af TORS i klinikken

Med operationsrobotten håber vi på at kunne tilbyde en mere skånsom behandling af svælgkræft (tungerod, mandler og drøbel), der sædvanligvis behandles med en kombination af kemoterapi og strålebehandling. I fremtiden håber vi på også at kunne behandle strubekræft og næsesvælgskræft med robotkirurgi. Den nye teknik tillader kirurgen at operere igennem munden med tre bøjelige robotarme hvoraf den ene er monteret med et tredimensionelt kamera og de to andre med operationsinstrumenter. Man kan derfor komme ”rundt om hjørner” bagtil i mundhulen og i svælget og operere på ellers svært tilgængelige kræftsvulster. Ud over behandling af nydiagnosticerede patienter med svælgkræft tilbyder vi også denne operationsteknik til egnede patienter, der har fået tilbagefald af deres kræft. Teknikken udvikles løbende, og vi har store forventninger til fremtiden. Vi er i september 2014 startet et pilotprojekt, hvor vi ønsker at undersøge, om man kan erstatte kemo- og stråleterapi behandling af tidlige kræftstadier i mundsvælget med skånsom robotassisteret kirurgi, uden at gå på kompromis med overlevelse og alvorligheden af bivirkninger. Studiet danner grundlag for en større prospektiv undersøgelse. 

Hvordan foregår operationen med TORS? 

Indgrebet foregår i fuld bedøvelse, hvor den ene kirurg sidder ved en robotkonsol nogle meter væk fra patienten, mens robotarmene med kamera og instrumenter er monteret ved patienten Det højtopløselige billede, som kirurgen kan se, kan forstørres, så kirurgen kan se vigtige detaljer som kar og nerver og herved gå mere skånsomt til værks. En medhjælpende kirurg sidder ved patienten og sørger for at skifte instrumentarme og assistere. Ved hjælp af 3D skærme monteret i operationsstuen kan det øvrige operationspersonale følge med under operationen. 

Hvor lang tid tager operationen? 

Varigheden af indgrebet er meget afhængigt af størrelsen af kræftsvulsten, men tager typisk 30-90 minutter. Hertil kommer tiden der bruges på at bedøve og vække patienten. Dette tager typisk 30-60 minutter. For patienter, der skal behandles med robotkirurgi som første behandling, er det nødvendigt at fjerne nogle af lymfeknuderne på halsen for at stoppe evt. spredning af kræften. Dette kan foregå enten samtidigt med robotoperationen eller ved et senere tidspunkt.


Læs om andre projekter, der involverer robotkirurgi:


Redaktør