Fluorescerende sporstoffer i behandlingen af mundhulekræft

Forsvaret juni 2017
I dette ph.d.-projekt undersøger læge Anders Christensen intraoperativ anvendelse af optisk billedfremstilling af fluorescerende sporstoffer i behandlingen af mundhulekræft.

​​​​


Foto: Lasse Bruun Jonassen

Behandling af mundhulekræft

Kræft i mundhulen rammer hvert år 350 mennesker i Danmark og de vigtigste risikofaktorer for at udvikle denne kræftform er tobak og alkohol. Mundhulekræft spreder sig først til halsens lymfeknuder og forekomst af spredning på diagnosetidspunktet har stor betydning for behandling og prognose.

Behandlingen af mundhulekræft er primært kirurgisk og de vigtigste faktorer for overlevelse er komplet fjernelse af kræftknuden i mundhulen samt de lymfeknuder på halsen, der indeholder eller potentielt kan indeholde kræft. Hidtil har den eneste måde for kirurgen at skelne kræftvæv og lymfeknuder fra sundt væv intraoperativt været inspektion og palpation af vævet. Derfor er det vanskeligt at afgøre den tilstrækkelige afgrænsning af kræftknuden og lymfeknuder, og operationer med utilstrækkelig fjernelse af kræftvæv er et alvorligt problem.

Fluorescerende sporstoffer

Ny teknologi baseret på optisk billeddannelse af fluorescerende sporstoffer kan imidlertid muliggøre intraoperativ visualisering af kræftvæv og lymfeknuder. Derved kan kræftvæv der skal fjernes direkte skelnes fra sundt væv og vigtige strukturer som kar og nerver i operationsfeltet kan skånes.

I dette forskningsprojekt undersøges anvendelsen af fluorescerende sporstoffer til at forbedre behandlingen af mundhulekræft i både dyrestudier og humane kliniske studier. Projektet udføres i samarbejde med Klinik f​or Klinisk Fysiologi, Nuklarmedicin og PET på Rigshospitalet og Cluster of Molecular Imaging på Panum Instituttet under Københavns Universitet.


Nær-infrarødt kamerasystem. Foto: Lasse Bruun Jonassen

Ny teknologi i kliniske stud​ier

I to kliniske studier af patienter med mundhulekræft med og uden manifest spredning af kræft til halsens lymfeknuder sammenlignes brug af et fluorescerende sporstof (Indocyanin Green) og et avanceret håndholdt infrarødt kamera til intraoperativ lokalisation af lymfeknuder med nuværende operationsteknikker. Det forventes, at supplerende brug af et fluorescerenede sporstof vil medføre en mere komplet fjernelse af lymfeknuden på halsen og dermed reducere risikoen for at efterlade syge lymfeknuder på halsen.

Udvikling af afprøvning af nye sporstoffer

I en dyremodel for mundhulekræft undersøges egenskaber af eksisterende fluorescerende sporstoffer samt nye fluorescerende tracere der er udviklet af forskergruppen. Fluorescerende sporstoffer der binder meget specifikt til kræftvæv vil kunne muliggøre en meget præcis og komplet fjernelse af en kræftknude og spredt kræftvæv intraoperativt.

Udvikling af sådanne kræftspecifikke sporstoffer forventes at få stor betydning for den kirurgiske behandling af en række kræftformer, herunder mundhulekræft, og med dette projekt etableres forskning og udvikling af dette nye forskningsfelt på Rigshospitalet.

Konkusion

Projektet kunne konkludere,  at optisk vejledt kirurgi har flere anvendelsesmuligheder inden for behandlingen af mundhulekræft. De kliniske resultater tyder på, at præcisionen af stadieinddeling af mundhulekræft ved brug af sentinel node biopsy kan forbedres ved brug optisk navigation til identifikation af lymfeknuder under operation. I prækliniske studier kunne kræftsvulster identificeres og direkte afgrænses ved brug af fluorescerende sporstof specifikt rettet mod kræftvæv. Det er sandsynligt, at denne teknologi på sigt vil kunne bruges til at opnå komplet kirurgiske rejektion af kræftvæv ved at vejlede kirurgen i af afgrænse kræftsvulsters udbredning under operation.  



Redaktør