

Læge Tobias Todsen og ingeniør Fatemeh Makouei håber, deres samarbejde om ultralyd kan hjælpe patienter, mens de bliver opereret.
En nyudtagen tumor lægges i et kar – en ultralydsscanner køres mekanisk henover den, og få minutter efter leverer en tilkoblet computer svaret: Der skal ikke tages mere væv ud af patienten, og kirurgen kan lukke efter sig igen.
Med en rutineprocedure på godt fem-ti minutter håber læge Tobias Todsen og biomedicinsk ingeniør Fatemeh Makouei at kunne hjælpe kræftpatienter til en mere skånsom og bedre behandling - og i sidste ende også færre af dem.
Det er i hvert fald tanken bag deres forskningsprojekt, som det lille team har søsat med støtte fra Novo Nordisk Fonden og Innovationsfonden. Ideen er at scanne tumorer med en simpel ultralydsscanner, der kan give et 3D-billede af en kræfttumor og vævet omkring den.
- Når man tager en tumor ud, er balancen, at man skal have alt det syge væv med, men helst så lidt som muligt af det raske væv omkring den. Ideelt set en halv centimeter raskt væv, som sikkerhedsmargin. Men det er svært at vurdere i situationen, forklarer Tobias Todsen, der er kirurg på Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi.
Det er nemlig afgørende for patientens videre forløb, at den rette mængde væv opereres væk.
Fra dage til minutter
- Jo mere raskt væv, der tages ud, des mere kan det gå ud over patientens efterfølgende livskvalitet. Hvis du eksempelvis fjerner en tumor i tungen, kan det have stor betydning for evnen til at tale og synke. Omvendt må du heller ikke fjerne for lidt, for det kan betyde, at det bliver nødvendigt med strålebehandling og måske yderligere operationer, siger Tobias Todsen, der fik idéen om, at ultralyd kan bruges til at bestemme tumorers størrelse i 2018.
I dag sendes en udtagen tumor til en patologisk undersøgelse, hvor der går adskillige dage, før der kan gives et svar på, om der er taget den rette mængde væv ud. Forskerteamets håb er, at det svar i fremtiden kan falde på få minutter direkte på operationsstuen.
Både Fatemeh Makouei og Tobias Todsen har hver deres ph.d. i arbejde med ultralyd, og ingeniøren kontaktede selv lægen, da hun så et opslag om hans arbejde med ultralyd. Sammen har de konstrueret en prototype, der systematisk kan scanne en tumor og bearbejde data. Fatemeh Makouei har lavet et program, der på minutter tegner en 3D-model af tumoren og det omkringliggende væv.
- Opgaven var at lave en model, der hurtigt kunne give et godt billede af tumorens størrelse på selve operationsstuen lige efter udtagning uden at ødelægge kirurgernes arbejdsflow. Så det skulle både være hurtigt og præcist, siger Fatemeh Makouei.
I løbet af et par måneder havde de den første model på plads, og den bliver løbende forbedret i takt med, at de bruger den. Og i dag kan de scanne en tumor og have et svar på senest 10 minutter.
Store gevinster for patient og system
Spørgsmålet er nu, om det svar så er brugbart og på sigt kan erstatte den patologiske undersøgelse.
- Sådan er det med forskning. Det ser lovende ud, men det kan også være hat og briller og ende med, at vi må lægge projektet på hylden, siger Tobias Todsen.
Duer metoden vil der til gengæld være store gevinster for både patient og sundhedsvæsen.
- Du vil få en bedre kirurgisk behandling med bedre overlevelse og færre gener fra indgrebet, fordi man hverken tager mere eller mindre end nødvendigt. Du undgår flere operationer og efterfølgende strålebehandling, der har mange bivirkninger. Og endelig sparer systemet penge, fordi der er færre behandlinger, siger Tobias Todsen.
I løbet af det næste års tid skal metoden testet på 30 patienter for at se, om metoden kan bruges på højde med en patologisk undersøgelse.
- I første omgang kigger vi på patienter med tungekræft, fordi den er tydelig at se og problemer med gener ved at fjerne for meget væv er store. Men i princippet kan den bruges til alle kræftformer, siger Tobias Todsen, der håber at have en konklusion klar på projektet om et års tid.
