Behandling kan bevare Tages syn

​Tage Jensen oplevede pludselig, at han havde svært ved at læse. Han blev henvist til Øjenklinikken på Rigshospitalet - Glostrup, hvor han fik at vide, at han har øjensygdommen AMD. Han får nu indsprøjtninger i øjet for at behandle sygdommen 

​Tage​

Da synet på Tage Jensens højre øje forsvandt, var han ikke opmærksom på det. Først, da synet på venstre øje også begyndte at blive dårligere, blev han rigtigt opmærksom på, der var noget i vejen.

- Da synet begyndte at svigte på det venstre øje, opdagede jeg, jeg ikke kunne læse. Så gik jeg til min øjenlæge, som henviste mig til Øjenklinikken på Rigshospitalet -  Glostrup, siger Tage.

​Injektion det lyder jo sådan lidt frygtindgydende

Tage blev undersøgt på Øjenklinikkens ambulatorium og fik konstateret, at han har øjensygdommen AMD. AMD forværrer synet ved, at der vokser nye, utætte blodkar frem i øjet, som frigiver blod og væske. Lægen fortalte ham, at hans sygdom ikke kan kureres, men behandles. Behandlingen skulle bestå af injektioner i øjet. 

Det var, fortæller Tage, en lidt skræmmende tanke at skulle have indsprøjtninger i sit øje:

- Injektion det lyder jo sådan lidt frygtindgydende. Når der så er tale om en injektion i øjet, så kan man jo blive lidt forskrækket. Men sygeplejerskerne og lægerne, som foretager selve injektionerne, har en fantastisk evne til at bringe det helt ned på jorden. Som om det var en ganske almindelig ting. Og det kunne jeg mærke, at de gjorde sig umage for, fortæller Tage. 

​Behandlingen foregår sådan, at en læge eller specialuddannet sygeplejerske med en kanyle indsprøjter et lægemiddel i øjet, som hæmmer dannelsen af nye blodkar og udsivning af blod og væske.

Ingen smerter ved behandlingen

Tage bor på Bornholm, og når han en gang om måneden skal til behandling, kører hans kone ham til Bornholms Lufthavn, hvorfra han flyver til København. I Københavns Lufthavn modtager Falck ham og bringer ham til Rigshospitalet - Glostrup. 

- Turen herover er ganske udmærket. Der er som regel flere med flyet, som også skal bringes til Rigshospitalet - Glostrup.

​Selve behandlingen varer ikke mere end ti minutter, og Tage kan tage hjem igen lige efter behandlingen. 

- Jeg har fået fem injektioner nu, og jeg har endnu ikke haft væsentligt ubehag af det. Der går et stykke tid efter injektionen, hvor du ikke ser så godt, og det kan svide lidt, men det er ikke noget, der er værd at tale om, siger Tage.

​Synet er ikke forværret

Tage bliver hjulpet med mange ting af sin kone, da det reducerede syn medfører komplikationer i hverdagen. Han kan ikke læse og skrive, han kan ikke se, hvad klokken er, og når han går tur på gaden, kan han have svært ved at genkende mennesker, han møder. 

Han holder sig dog i gang trods det nedsatte syn. ​

- Derhjemme hos min kone der klarer jeg mig og kan egentlig også hjælpe hende med utallige ting. Og jeg får en normal dag ud af den situation, jeg er i, med de begrænsninger det nu giver. Jeg lytter meget til lydbøger, og så får jeg meget ud af at høre presse i radioen, siger han.

Tage har en optimistisk tilgang til tingene, som gør, at han ikke lader sig slå ud, selvom det kan bekymre ham, at hans syn er dårligt:

- Bekymringer bringer det jo med sig. Men jeg vil ikke sige, det har virket deprimerende på mig, fordi jeg har et lyst livssyn, fortæller han.

Lægerne på Øjenklinikken har fortalt ham, at han ikke kan genvinde sit syn helt igen, men behandlingen kan gøre, at det ikke bliver værre. Tage venter nu på, at en læge på Øjenklinikken skal vurdere, hvordan de fem behandlinger, han ind til videre har fået, har påvirket hans syn. Tage mener ikke, at hans syn er forbedret, men som han fortæller: 

​- Jeg har lagt mærke til, at mit syn ikke er blevet værre, efter jeg begyndte behandlingen, siger Tage.​​

Redaktør