Elektrofysiologi

Aktivitet i nerveceller medfører ændringer i svage elektriske potentialer, som kan afledes ved placering af elektroder forskellige steder på kroppen. Studiet af disse fænomener, kaldet elektrofysiologi, er af stor betydning for undersøgelsen øjet, hjernen og hjernens synsbaner. Optagelse af signaler fra nethinden sker med en elektrode anbragt på hornhinden, fx indlejret i en kontaktlinse, som det ses herunder. En engelsksproget indføring i den okulære elektrofysiologi kan findes hos:
​ University of Utah.


​​Elektroretinografi

​Den generelle fremgangsmåde ved optagelse af fuldfeltselektroretinogrammet er

1. Mørkeadaptation i mindst 30 minutter. Herefter er alle stave (og tappe) maksimalt mørkeadapterede og har den højest mulige følsomhed for lys (se figuren herunder).


Mørkeadaptationskurve fra rask person, visende den laveste lysintensitet en person kan registrere som funktion af tiden efter udsættelsen for et kraftigt lysglimt efterfulgt af totalt mørke afbrudt at lysglimt af stigende styrke, begyndende ved et niveau under det, som personen kan opfatte. Når der opnås et svar fra forsøgspersonen holdes der pause før der præsenteres en ny serie stimuli af stigende styrke. Efter cirka 10 min er tappene tæt på at have nået deres højeste lysfølsomhed og kurven flader af, men brydes så i tap-stavknækket af den overlejrede langsomme stavadaptation. Øjets lysfølsomhed fortsætter således med at stige endnu 2-3 logaritmiske enheder, for at nå sit maksimum efter knap en halv time. Ved under elektroretinografi at stimulere den fuldkommen mørkeadapterede nethinde med lysintesiteter  under tappenes sluttærskel frembringes et isoleret stavrespons.

2. Stimulation ved så  lav lysintensitet, at den ligger under tappenes sluttærskel og der kun fås svar fra stavene (signalet nederst til højre på figuren herunder).​

​​

Ved udførelse af elektroretinografi arbejder man sig fra den mørkeadapterede tilstand mod stadig kraftigere lysintensitet og opnår derved en sekvens af signaler begyndende med rene stavfotoreceptorsvar (kurven nederst til højre) mod rene tapfotoreceptorsvar (kurven øverst til højre). 


3. Stimulation med gradvist tiltagende lysintensitet, således at flere fotoreceptorer og efterhånden både stave og tappe responderer (kombineret respons).

4. Lysadaptation ved konstant belysning i 10 min ved standardiseret intensitet.

5. Stimulation med høj lysintensitet hvor tappene responder maksimalt, mens stavene af inaktiverede af den høje forudgående baggrundsintensitet og derfor ikke responderer. Man omtaler ofte denne tilstand som at stavene er afblegede, idet deres indhold af synsfarvestof er forsvindende lille i lystilvænnet tilstand.

6. Stimulation med et blinkende lys (flicker, frekvens 30 Hz) ved høj lysintetsitet. Da stavene ikke kan regenerere så hurtigt som tappene opnås der en yderligere forbedring af tapresponset selektive fremstilling.


Fuldfeltselektroretinografi (ffERG) udføres med et over hele synsfeltet udbredt homogent stimulus, et såkaldt ganzfeld-stimulus. I praksis ser patienten ind i en hvid kuppel. Hernuder ses eksempler på fuldfeltselektroretinografiske optagelser (ffERG) fra raske øjne.

Optagelserne i venstre kolonne er skotopiske, dvs. foretaget på et mørkeadapteret øje. Det sker under stigende lysintensitet, men uden lysadaptation i intervallerne mellem stimuli.

Optagelserne i højre kolonne er optaget til sidst i undersøgelsesseancen, efter 10 minutters lysadaptation. 


Visuelt fremkaldte potentialeændringer i hjernens synsbark

Visuelt fremkaldte elektriske potentialeændringer (eng. visual evoked potentials, VEP) over synsbarken kan registreres med elektroder placeret på huden i nakken. Den person, som skal undersøges, betragter en skærm, som blinker i sin helhed (fuldfelts-VEP) eller opdelt i mindre felter, som på et skakbrædt (skakbræts-VEP eller checkerboard-VEP). Signalerne er svage, hvorfor de summeres over en række af gentagne lysglimt. For skakbrætmønsterets vedkommende taler man om omvendinger eller inverteringer mellem sort og hvidt, felt for felt. Dannelse af kortikale synspotentialer kræver en fungerende nethinde. Såfremt nethinden er intakt afspejler VEP-signalet navnlig synsnervens funktion. Fuldfeldts-VEP kan anvendes på øjne med dårligt syn som følge af fx grå stær og et normalt signal fortæller i princippet ikke andet end at personen kan skelne mellem lys og mørke. Skakbræts-VEP kræver at øjet er i stand til at skelne de lyse fra de mørke felter. Hvis en persons skakbræts-VEP er normalt fortæller det, at der er en vis evne til at fiksere stimulus og til at skelne formede objekter.​

Herunder ses de værdier for latenstider og amplituder, som er beregnet efter manuel markering af de vigtigste udsving på VEP-signalet vist ovenfor.


19. august 2010. Michael Larsen, Patrik Schatz og Kristian Klemp​

Redaktør