Børn og bedøvelse

Mange forældre er forståeligt nok nervøse, når deres barn skal bedøves. Men børnene tåler som regel bedøvelsen godt, og er oftest hurtigt friske bagefter. Vi bedøver mange små børn, vi har stor erfaring indenfor området, og vi tager altid bedst mulig vare på dit barn og barnets behov.

Når børn skal opereres og bedøves er det ofte en uvant situation for barnet og forældre. Ofte er oplevelsen forbundet med eventuel utryghed og forestillinger, som ikke er helt præcise. Personalet i ambulatorier, sengeafdeling og operationsafsnittet står klar med stor erfaring og ved præcist, hvordan de kan hjælpe jer på dagen.

Det er vigtigt at huske, at bedøvelse er meget sikker, og langt de fleste børn har det godt efter operationen og bedøvelsen.

Her kan I læse mere om forløbet i meget enkle vendinger. Læs meget gerne folderen "Bedøvelse og Børn" for mere information. Folderen finder I nederst på siden. Har I stadig spørgsmål, står vi klar med svar på dagen.

Før bedøvelsen

Bedøvelse varetages af anæstesilæger og anæstesisygeplejersker. Meget små børn eller børn med alvorlige sygdomme bliver bedøvet af anæstesilæger med særlig ekspertise i håndtering af netop disse børn.

Anæstesilægen mødes med jer før bedøvelsen. Under dette møde kan I stille spørgsmål og anæstesilægen kan planlægge den helt rigtige bedøvelse til jeres barns operation eller undersøgelse.

På operationsstuen

Jeres barn bedøves på selve operationsstuen. I bliver modtaget af anæstesilægen og anæstesisygeplejersken, der har ansvar for jeres barns bedøvelse. Det er vores fælles opgave at skabe en tryg og hyggelig stemning. Vi har forskellige hjælpemidler, vi kan bruge til at underholde netop dit barn.

Bedøvelsen kan startes på forskellig vis. Den valgte bedøvelse er tilpasset jeres barns behov og gennemføres sikkert af teamet på stuen. Når jeres barn sover bliver I ledsaget ud af operationsstuen, og I bliver kontaktet igen, når jeres barn er færdigopereret og på vej til opvågningsafsnittet.

I opvågningsafsnittet

Her får I igen mulighed for at være sammen med jeres barn. De fleste børn vågner hurtigt og er ofte både sultne og tørstige. Når jeres barn er klar til sengeafdelingen, følger I jeres barn til dette afsnit og bedøvelsen er dermed overstået.

Udskrivelse efter bedøvelse

Mange børn kan udskrives til hjemmet samme dag som operation og anæstesi er gennemført. Hvis der er behov for indlæggelse efter operationen, vil I være informeret om dette på forhånd.




Redaktør