Hjerteoperation på voksne

Rigshospitalets Hjertecenter udfører alle former for moderne bypass og hjerteklapkirurgi. Thoraxkirurgisk Klinik udfører hjerteoperationer på patienter fra alle egne af Danmark, Færøerne og Grønland.​​​​

I Hjertecentret udføres alle typer af undersøgelser før en hjerteoperation, typisk i form af røntgenundersøgelse og skanning af hjerteklapper og kranspulsårer. Derefter gennemgås undersøgelsesresultaterne af hjertemedicinere og hjertekirurger, og i mange tilfælde kan patienten behandles medicinsk eller med ballonudvidelse. En del vil dog have behov for hjertekirurgi. I tilfælde af at patienten indstilles til hjerteoperation, foretages dette under samme indlæggelse eller efter en ventetid hjemme.

Operationer af høj kvalitet

Kvaliteten af de hjertekirurgiske operationer ligger på niveau med de bedste internationale klinikker og offentliggøres dels på afdelingens hjemmeside og dels i Dansk Hjerteregister. Er der tale om første gangs by-passoperation, er risikoen for at dø i forbindelse med operationen omkring 1,5% og ca. 90 % gennemfører operationen uden nogen form for komplikationer. De samme kvalitetstal gælder for hjerteklapkirurgi. 

Efter operationen

Efter operationen observeres patienterne på Hjertecentrets intensive afsnit, hvor sygeplejersker og læger konstant overvåger patienten det første døgn. Dagen efter operationen overflyttes patienten til sengeafsnittet, hvor opholdet normalt strækker sig over 5-7 dage, hvorefter man udskrives til hjemmet eller andet sygehus. Alle stuer på hjertekirurgisk afdeling er udstyret med bad, toilet og eget TV. Der er mulighed for at bruge egen telefon. Pårørende kan bo på Patienthotellet og besøge patienten døgnet rundt. Afdelingen råder udelukkende over en- og to-sengsstuer.

Til og fra Hjertecentret

Hjertecentret på Rigshospitalet ligger centralt i København med 15 min. med taxa til Hovedbanegården, og ca. 30 min. med taxa til Kastrup Lufthavn.  I afdelingen vil vi altid gerne være behjælpeligemed at arrangere hjemtransport med fly eller tog efter operationen.



 Behandlingstyper

Redaktør