Når dit barn skal opereres i hjertet

Der findes mange forskellige sygdomme i hjertet og de store kar. Både operationsmetode og risiko for komplikationer varierer meget, fra korte indgreb med meget lille risiko, til store operationer med betydelig risiko.

Samtale inden operationen

Inden operationen af dit barn vil du få lejlighed til at tale med den kirurg, som skal operere, og med den narkoselæge, som skal bedøve barnet. Ved samtalen vil vi gennemgå barnets sygdom og operationen i detaljer med dig.

Hvorfor er dit barn blevet tilbudt operation?

På baggrund af den udredning, der allerede er foretaget, har vi valgt at anbefale, at dit barn skal opereres. Den beslutning har vi i fællesskab taget ved en konference mellem de hjertemedicinske og de hjertekirurgiske specialister. Vi har overvejet, om andre behandlingsmuligheder står til rådighed, f. eks. medicinsk behandling. 

Vi har også forsøgt at afveje, om sygdommen uden operation er så alvorlig, at risikoen ved operation opvejes. I de fleste tilfælde er denne beslutning ret enkel, da de mange hjertefejl uden operation fører til hjertesvigt og død, og operationsrisikoen er relativt lille.

Hvordan udføres operationen?

Alle hjerteoperationer foretages i fuld bedøvelse. Ved de fleste hjerteoperationer åbnes brystbenet i midten på forsiden af brystkassen. Enkelte operationer foretages ved åbning på siden af brystkassen mellem to ribben.
 
Hos mindre børn fjerner vi en del af brislen, en kirtel, som ligger bag brystbenet, og som spiller en rolle for immunforsvaret. Det gør vi, fordi den vanskeliggør adgangen til hjertet og kropspulsåren. Det har ingen negativ indflydelse på barnets evne til at bekæmpe infektioner (immunforsvaret). Det fjernede væv destrueres eller anvendes i forskningsprojekter og medicinfremstilling.

Ved de fleste operationer kobles barnet til en hjerte-lungemaskine, ved at slanger placeres i de store blodkar før og efter hjertet. Blodet opsamles før hjertet, tilføres ilt og pumpes tilbage i kropspulsåren efter hjertet. Under den del af operationen, som foregår inde i hjertet, standses hjertet. Når den del af operationen er udført, får hjertet igen blod. Det starter af sig selv. Derefter kan hjerte-/lungemaskinen bortkobles. Til ​slut placeres dræn og pacemaker elektroder. Brystbenet sys sammen med en tråd, som forsvinder efter en tid.

Efter operation

Efter operationens afslutning flyttes barnet bedøvet til intensivafdelingen, afsnit 4141. Alle børn ligger mindst et døgn på intensivafdelingen. Mange har brug for flere dages observation og behandling der. Vi vil inden operationen give dig et bud på, hvor længe dit barn har brug for at være på intensivafdelingen. Den kirurg, som har foretaget operationen, vil informere dig lige efter operationen. 

Når barnet er stabilt, overflyttes det til vores sengeafsnit 4144 for børn med hjertesygdom. Nyfødte flyttes ofte til N​eonatalafdelingen kort tid efter operationen. Den samlede indlæggelsestid er mindst 8 dage, men ofte længere.
Neonatalafdelingen på Rigshospitalet

Risiko for komplikationer ved operationen

Et hjertekirurgisk indgreb må betragtes som et stort indgreb i kroppens funktioner, og dermed er risikoen for komplikationer også til stede. Risikoen er dog meget individuel. De alvorligste komplikationer er død og hjerneskade. Risikoen afhænger af operationens størrelse, og om barnet har andre medicinske problemer.

Til de mindre alvorlige komplikationer hører blødning eller væskeansamling efter operationen, som kan nødvendiggøre fornyet operation, og infektioner. Der er ofte problemer med forstoppelse de første dage. Desuden kan de forskellige operationer have specielle risici, som vi vil tale med dig om inden operationen.

Efter udskrivningen 

Du vil inden udskrivelsen fra Rigshospitalet få information om, hvilke forholdsregler der gælder for dit barn. Generelt går der mindst 1 måned, før barnet er kommet sig helt og f. eks. kan komme i daginstitution. Der lægges en plan for ambulant kontrol ved udskrivelsen.

Blodtransfusion

Hos mindre børn er det kun sjældent muligt at gennemføre en hjerteoperation sikkert uden at tilføre blod. Dette skyldes blandt andet at barnets blod fortyndes med væske fra hjerte-/lungemaskinen, hvorved blodprocenten falder mere, jo mindre patienten er. Risikoen for overførsel af infektioner ved transfusion er meget lille.

Redaktør