Hvordan henvises jeg til operation på Rigshospitalet

​Du har som patient ret til at blive opereret på vores klinik​ i henhold til loven om det frie sygehusvalg i Danmark. Ønsker du det, skal du blot bede lægen på dit lokale sygehus, hvor du er blevet undersøgt, om at henvise dig til Rigshospitalets Hjertecenter til operation.​

​​​​​

​Alle med fast bopæl i Danmark ​kan blive behandlet på Rigshospitalet

Alle større hjerteoperationer og lungeoperationer tilhører gruppen af højt specialiseret behandling i sygehusvæsnet. Derfor har du nu ret til at få udført din hjerteoperation eller lungeoperation på Rigshospitalet, uanset hvor du bor i Danmark. 


Har du ikke fast bopæl i Danmark men i et andet EU-land, kan alle typer operationer udføres mod betaling efter gældende takster, men altid afhængig af ventetiderne til operation.

Efter e​n lovændring i juli 2003 kræves der ikke længere kaution før indlæggelse til operation på Rigshospitalet. Alle procedurer omkring betaling for din operation varetages efter 1. juli 2003 af Rigshospitalet i samarbejde med den region, hvor du har bopæl.

Hvis du ønsker behandling på Rigshospitalets Hjertecenter

Hvis du allerede er indstillet til en hjerteoperation eller en lungeoperation på et andet sygehus og gerne vil opereres på Rigshospitalet i stedet, skal du blot sige dette til lægerne på det pågældende sygehus, som herefter har pligt til at henvise dig til Rigshospitalet (henvisning s​endes til vores visitation).

Det skal du gøre

Ønsker du behandling på Rigshospitalets Hjertecenter, hvad enten det er til forundersøgelse eller til operation, skal du blot henvende dig til din praktiserende læge eller speciallæge, som vil lave en henvisning til vores visitation. Se kontaktinformation til visitationen her på siden.

Redaktør