Værdibaseret sundhed i Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme

Patientens forløb og behov er i fokus, når Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme i perioden 2017-2019 arbejder med værdibaseret sundhed.

Rigshospitalets Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme er af Region Hovedstaden udvalgt som et højt specialiseret forsøgslaboratorium for værdibaseret sundhed.  Værdibaseret sundhed bliver afprøvet i perioden 2017-2019, og centret er i denne periode fritaget for takststyring, dvs. betaling for de enkelte behandlinger og ambulante besøg. I stedet vil vi i den 3-årige periode få et fast rammebudget.

I Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme ønsker vi, at patienternes forløb og behov i højere grad er styrende for den måde, vi tilrettelægger behandling og pleje. En fritagelse fra takststyring giver os mulighed for at tænke patientforløbene anderledes og mere sammenhængende – uden at det får negative konsekvenser for vores budget. Samtidig skal centret fortsat beholde og udvikle sin status som Danmarks og Nordeuropas førende højt specialiserede center på sit område.

Formål med værdibaseret sundhed

Værdibaseret sundhed i Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme har som overordnet formål at bidrage til:

  • Øget faglig kvalitet med udgangspunkt i patientnære kvalitetsmål
  • Forbedret sammenhæng i patientforløbet
  • Øget patienttilfredshed og styrket patientinddragelse
  • Effektiv ressourceudnyttelse

Værdibaseret sundhed - indsatsområder og patientnære kvalitetsmål

Værdibaseret sundhed er et projekt, som kræver forandringer – både ledelsesmæssigt, organisatorisk og kulturelt. Projektets forbedringsinitiativer bliver forankret i centret, også efter projektperiodens afslutning. Projektet udgør således en hjørnesten i Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme strategi og fremadrettede profil.

I projektperioden arbejder vi med følgende 4 indsatsområder:

  1. Afprøvning af en værdibaseret styringsmodel
  2. Re-design af patientforløb
  3. Styrket samarbejde med visiterende og modtagende hospitaler
  4. Patientinddragelse

Der er udvalgt en række patientnære kvalitetsmål, der systematisk skal følges og styres efter – fx overlevelse, re-operation, infektioner og patienttilfredshed.  Vi vil afprøve indsamlingen af PRO, det vil sige at patienterne rapporterer deres langsigtede effekt af behandlingen.  

Som led i Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdommes strategi og arbejde med værdibaseret sundhed har vi foretaget organisatoriske ændringer i centret. Bl.a. har vi oprettet fælles sengeafsnit, så patienter med hjerteklapsygdomme er samlet på 14. sal, og iskæmipatienter på 15. sal. Læs mere om tiltagene her.

Værdibaseret sundhed bliver afprøvet både regionalt og nationalt

Værdibaseret sundhed er et regionalt satsningsområde, og på politisk niveau er projektet forankret i Udvalget for Værdibaseret Styring i Region Hovedstaden. Projektet bliver eksternt evalueret, så erfaringerne fra Hjertecentret kan bidrage til det videre arbejde med værdibaseret sundhed – både i Region Hovedstaden og på nationalt niveau.

For at sikre faglig sparring er der nedsat et eksternt advisory board. Gruppen er bredt sammensat af eksperter og repræsentanter fra relevante patientforeninger og interesseorganisationer. 

Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme indgår også i det nationale arbejde med værdibaseret sundhed i regi af Danske Regioner. Her er centret projektleder for en tværregional arbejdsgruppe for iskæmisk hjertesygdom.
Redaktør