Akut blodprop i hjertet

​Undersøgelse og behandling for akut blodprop i hjertet (STEMI).



Hvad er en blodprop i hjertet?

En blodprop i hjertet skyldes oftest åreforsnævring i kranspulsårerne. Kranspulsårerne løber uden på hjertet og forsyner hjertemusklen med blod og ilt. Åreforsnævring sidder i væggen af en eller flere af kranspulsårerne og består af aflejringer af kolesterol fedt), kalk og andre bestanddele fra blodet. 

Blodproppen opstår, hvis der går hul på aflejringen i karvæggen indvendigt i en kranspulsåre. Blodpladerne vil straks forsøge at udbedre skaden på samme måde, som hvis der var en rift på huden. Når blodpladerne klumper sig sammen, dannes en prop af blod, der lukker kranspulsåren. 

Det område i hjertemusklen, som kranspulsåren før forsynede med blod, får nu ikke længere tilført ilt med blodet. Det begynder derfor at gå til grunde efter en halv til halvanden time. Muskelvævet dør endeligt, hvis blodproppen ikke fjernes.
Det døde muskelvæv erstattes af bindevæv (arvæv). Bindevæv er stærkt, men det kan ikke trække sig sammen ligesom muskelvæv. Jo mere muskelvæv, der er dødt, jo dårligere bliver hjertets evne til at pumpe.

Åreforsnævring er den hyppigste årsag til blodpropper, men der kan være andre årsager, eller det kan opstå helt uden en forklaring.


Blodprop i hjertet (eksempel - skal udskiftes).



Hvordan behandles en akut blodprop i hjertet?

Ambulancen vil ofte køre direkte til et af hjerteafdelingens kateterisationsrum (kardiologisk laboratorium/ ”kard. lab.” (link til beskrivelse af Kard Lab)). Dette er for at spare tid, for jo hurtigere behandlingen startes, jo mindre skade sker der på hjertet.

På hjerteafdelingen foretager man som oftest en akut røntgenundersøgelse af kranspulsårerne (KAG) for at lokalisere en evt. blodprop i hjertet, og hvis man finder en blodprop, vil man ofte tilbyde en akut ballonudvidelse (PCI). I andre tilfælde er en bypassoperation eller medicin den bedste behandling. Dette vil blive vurderet af afdelingens specialister.


Undersøgelse af hjertets kranspulsårer (KAG)

KAG (koronararteriografi)-undersøgelsen foregår via et tyndt plastikrør, der indsættes i en pulsåre i håndleddet eller lysken efter lokalbedøvelse i huden. Herigennem føres et undersøgelses-kateter igennem pulsåren op til hjertet. Her sprøjtes kontrastvæske ind i kranspulsårerne. Samtidig optages en røntgenfilm af hjertet fra forskellige vinkler, og lægen kan efterfølgende analysere billederne.

Før undersøgelsen tilkobler vi hjerteovervågning (EKG) og måleudstyr til blodets iltning og blodtryk. Hvis du har en akut blodprop i hjertet, eller hvis du har haft en alvorlig hjerterytmeforstyrrelse, får du de-fibrilleringspads (”stødplader”) på brystkassen. Herefter bliver du dækket med sterilt klæde, så alt undersøgelsesudstyr holdes helt rent. 

Da vi anvender røntgenstråling, vil personalet bære blyforklæder. Selve KAG-undersøgelsen tager ca. 30-60 minutter. Du vil også blive tilbudt både beroligende og smertestillende medicin.  



Ballonudvidelse (PCI) - evt. med stent

Viser KAG-undersøgelsen, at du har en blodprop, kan der i mange tilfælde foretages en ballonudvidelse (PCI - percutan coronary intervention), oftest med en stent. 

Igennem det tynde plastikrør, som du fik indsat ved KAG-undersøgelsen, føres et tyndt kateter op til hjertet til de forsnævrede kranspulsårer. En lille wire føres ud igennem blodårerne og forbi forsnævringen. Herefter kan en ballon føres frem til forsnævringen. Ballonen fyldes med væske og et højt tryk fra denne presser forsnævringen eller blodproppen til side, så blodet igen kan passere uhindret igennem blodåren. 

Ballonudvidelsen vil i de fleste tilfælde blive suppleret med indsættelse af en stent. En stent er et lille metalnet, der placeres inde i forsnævringen i blodåren for at holde den åben. Stenten er trykket sammen uden på en ballon og føres ind i det forsnævrede område. Når ballonen pustes op, udvider stenten sig, låses fast i position og understøtter kranspulsåren, så den holdes åben. 

Hvis KAG-undersøgelsen viser flere forsnævringer, vil behandlingen af og til deles op i flere procedurer, så den akutte blodprop behandles først og de øvrige forsnævringer behandles ved en senere indlæggelse.



Vejledninger



Læs mere om indlæggelsen og tiden efter udskrivelse for akut blodprop i hjertet:

Under indlæggelsen på afsnit 3141

Praktisk information om dit indlæggelsesforløb for akut blodprop i hjertet.

Efter udskrivelsen fra afsnit 3141

Praktisk information om tiden efter indlæggelsen for akut blodprop i hjertet.








Redaktør