Ofte stillede spørgsmål

​Her kan du få svar på de oftest stillede spørgsmål omkring henvisning til undersøgelse og behandling i Onkologisk Klinik.

​​​​​​​​​​​

​Jeg er henvist til videre behandling på Rigshospitalet, hvornår hører jeg noget?

Når vi har modtaget henvisningen, gennemgår en speciallæge de oplysninger, der er sendt med henvisningen. Lægen kigger på journaloplysninger og gennemgår eventuelle prøvesvar og røntgenbeskrivelser. Hvis det er nødvendigt, rekvirerer vi yderligere oplysninger. Herefter lægger vi en behandlingsplan. 

Når behandlingsplanen er klar, bestiller afdelingssygeplejersken en tid, hvor du skal møde til den første samtale. Tiden får du tilsendt i et brev. Er du indlagt på andet sygehus, orienterer vi afdelingen, hvor du er indlagt, om, hvornår du skal komme til den første samtale.

Hvor længe skal jeg vente?

Rigshospitalet er forpligtet til at overholde de landsdækkende behandlingsgarantier. 

Hvis du skal modtage medicinsk kræftbehandling i Onkologisk Klinik, skal du påbegynde denne senest to uger efter, at du har fået information af en onkologisk speciallæge og accepteret behandlingstilbuddet (der må maks gå 4 uger fra henvisningen er modtaget i Onkologisk Klinik, til du påbegynder din medicinske behandling).

Hvis du skal have strålebehandling, skal du påbegyndes denne senest 4 uger efter, at vi har modtaget dine henvisningspapirer. Hvis Afsnit for Stråleterapi ikke kan overholde tidsfristerne, har du ret til at blive henvist til en anden afdeling i Danmark eller i udlandet.


Du er altid velkommen til at ringe til en af forløbskoordinatorerne i Onkologisk Klinik, mens du venter på at blive indkaldt til videre behandling. 

Er der forskel på de anbefalede tider, beskrevet i pakkeforløbene, og behandlingsgarantien?

De udrednings- og behandlingstider, som er beskrevet i pakkeforløbene, er anbefalinger og ikke et lovmæssigt krav. Det er anbefalinger, som de enkelte afdelinger og Onkologisk Klink arbejder på at imødekomme. 


Hvad skal der foregå ved den første samtale?

Ved den første samtale giver vi dig en grundig information om den behandlingsplan, der er lagt. Det vil sige: Hvilken behandling vi vil tilbyde dig, hvordan den foregår, over hvor lang tid, samt hvilke mulige bivirkninger, der er ved behandlingen. Desuden bliver du orienteret om, hvilke andre muligheder, der eventuelt findes. Ud fra denne samtale skal du beslutte dig for, om du ønsker at tage imod den tilbudte behandling. 

Må jeg tage en pårørende med til samtalen?

Der er mange informationer og derfor mange mulige spørgsmål, og det er derfor altid en god idé at have en nær pårørende eller anden person med til den første samtale.

Er der noget, jeg skal forberede, inden jeg møder op første gang?

Det er en god idé, at du skriver alle dine spørgsmål ned, inden du kommer til den første samtale, så du er sikker på at få spurgt om det hele. 


Kan jeg få transport til Rigshospitalet?

Hvis du ikke selv er i stand til at transportere dig til Rigshospitalet, har du mulighed for følgende:
  • Bor du uden for Region Hovedstaden, skal du kontakte kørselskontoret på dit lokale sygehus.
  • Bor du i Region Hovedstaden, skal du kontakte det ambulatorium eller sengeafsnit, du er henvist til i Onkologisk Klinik. Telefonnummeret står i indkaldelsesbrevet eller kan findes på kontaktsiden.

Redaktør