​Støtte og hjælp til pårørende

​Hvis du som pårørende til en kræftpatient har brug for nogen at tale med om din situation, eller hvis du har brug for at møde andre pårørende i samme situation som dig, så kan du søge hjælp følgende forskellige steder:
 

​Foredra​​g med fokus på pårørende 

Tværfagligt Videnscenter​​​ for Patientstøtte og Rigshospitalets kræftrehabiliteringssygeplejersker afholder foredragsrække for patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle 

Foredragene vil have fokus på, hvordan det føles at være pårørende, for derigennem at give både den syge, den pårørendes netværk og sundhedspersonalet et indblik i livet som pårørende samt ideer og redskaber til, hvordan man bedst kan støtte den pårørende. ​​​

Til forældre

Dine børn er altid velkomne på Onkologisk klinik, hvad enten du er indlagt eller kommer til ambulant behandling. Et besøg hos os kan være med til at afmystificere barnets forestillinger om, hvad du oplever på hospitalet. 

Som forældre kan det være svært at se, at dit barn bliver påvirket af din sygdom og behandling. Derfor vil personalet i Onkologisk klinik meget gerne hjælpe dig til at støtte barnet bedst muligt. Nedenfor er der forskelligt materiale, som måske kan hjælpe dig med dette. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte personalet. 

Vi har udarbejdet en pjece til dig, som er forælder, hvor du kan få et overblik over de forskellige tilbud, der er til Børn & Unge som pårørende.
 
En Netværkscirkel kan være en måde, at få overblik over, hvilke personer, der er i barnets netværk, som kan støtte barnet.

Her er en oversigt over de pjecer, som forefindes i Onkologisk klinik. Du kan altid spørge efter dem hos personalet.

Derudover kan du bl.a. på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside læse information om, hvordan man fortæller om sygdommen, børns reaktioner, lydklip m.m.

Derudover henviser vi til følgende sider:
  • Når mor eller far bliver syg
  • Børns vilkår - Forældretelefonen i Børns vilkår
  • Sorgvejviser - Er du efterladt, og har du brug for hjælp og støtte i din sorg? Her finder du en vejviser over gratis sorggrupper i hele landet, for efterladte efter dødsfald.
  • Børnebuddies - BørneBuddies er et tilbud til raske børn og unge, som trænger til et frirum, fordi sygdom eller død fylder i deres hverdag. Sammen med en børnebuddy kan barnet fx spille spil, jagte pokemons, følges til fritidsaktiviteter eller gå i skøjtehallen. Aktiviteterne foregår på barnets præmisser og ud fra barnets egne ønsker. 

Til Børn & Unge

Du er altid velkommen til at komme med ind, når din mor eller far skal på hospitalet. Du er velkommen til at stille os alle de spørgsmål, du har. Når en af dine forældre har fået kræft, kan det være rart at tale med andre om, hvordan du har det. Der er flere steder udover hospitalet, hvor du kan tale med andre om, hvordan det er at være dig.
  • Børn og unge som pårørende - Kræftens Bekæmpelse
  • Børn, unge og sorg - Tilbyder hjælp til børn og unge under 28 år, der lever med alvorligt syge forældre eller søskende
  • Børnetelefonen - Børns Vilkår
  • Headspace - Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år. Ingen problemer er for store eller små, og alt foregår på de unges præmisser.




Redaktør