Non-myeloablativ knoglemarvstransplantation

Non-myeloablativ knoglemarvstransplantation (Mini-knoglemarvstransplantation) ​indledes med kemoterapi og eventuelt strålebehandling inden transplantationen med knoglemarvsceller fra en donor. Behandlingen foregår ofte ambulant. 

​Et nyt immunsystem fjerner kræften

Der er to helbredende mekanismer ved allogen knoglemarvstransplantation. En, som skyldes forbehandlingen, og en, som skyldes donor-immunforsvarets evne til at finde og fjerne dine kræftceller, også kaldet graft-versus-leukæmi (GvL) effekt.

Non-myeloablativ koglemarvstransplantation er udviklet til anvendelse ved sygdomme, der er særligt følsomme for GvL-effekten, og til behandling af patienter, som pga. alder eller andre konkurrerende sygdomme ikke kan tåle en myeloablativ knoglemarvstransplantation

Behandlingen tilbydes hyppigst til patienter med følgende sygdomme: 
  • Akut leukæmi (blodkræft) 
  • Myelodysplasi (forstadier til akut leukæmi) 
  • Maligne lymfomer (lymfeknudekræft)
  • Kronisk lymfatisk leukæmi (kronisk blodkræft)

Forbehandling

Forbehandlingen består af en mindre dosis kemoterapi og eventuelt en lav dosis strålebehandling. Hovedformålet med behandlingen er at svække dit immunforsvar og forhindre, at de nye donorceller bliver afstødt. Bivirkningerne er så milde, at behandlingen oftest kan foregå ambulant. Du vil kun blive indlagt, hvis din tilstand kræver det, eller hvis praktiske forhold forhindrer ambulant behandling.
 

Transplantation

Knoglemarvscellerne gives via kateter, som ved en blodtransfusion. Derefter venter vi på, at de nye knoglemarvsceller danner en ny knoglemarv og et nyt immunforsvar.​ Donor-immunsystemets effekt på kræftcellerne indtræder gradvist i uger til måneder efter transplantationen. 

Ambulant kontrol

Efter transplantationen fortsætter vi de ambulante kontroller, hvor du får justeret medicin, modtager vaccinationer og anden behandling. Kontrollerne er i begyndelsen hyppige, men aftager efterhånden. Næsten alle patienter bliver indlagt en eller flere gange i efterforløbet pga. infektioner, komplikationer eller medicinbivirkninger.


Redaktør