Primær eosinofili (PE)

Eosinofili angiver, at der i en blodprøve måles for højt antal af det hvide blodlegeme, som betegnes den eosinofile granulocyt. 

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Dette hvide blodlegeme har især betydning ved parasitære infektioner, som særlige tarminfektioner, og ved allergi og astma samt forskellige andre sygdomme, hvor de eosinofile granulocytter dannes pga. sygdommene. 

Men for nogle patienter er det produktionen af eosinofile granulocytter i knoglemarven, som er selve sygdommen, en blodsygdom. Det kan skyldes flere forskellige ændringer i de genetiske koder, som kontrollerer produktionen af blodets celler.

Symptomer

Symptomerne kan være meget forskellige og omfatte gener fra mange forskellige organer, som kan påvirkes af for mange eosinofile granulocytter .

Det kan typisk være nedsat hjertefunktion, lungefunktion, risiko for lammelser og føleforstyrrelser, hudgener med udslæt, kløe eller sår, diarré eller smerter i og hævelse af led.

Spektret af symptomer er meget forskelligt, og nogle patienter har meget få symptomer og kun forhøjet antal af eosinofile granulocytter i blodet. 

Diagnose

Diagnosen stilles ved i blod eller knoglemarvsprøve at påvise specielle kromosomforandringer, og samtidigt at søge at udelukke at andre årsager forårsager eosinofili – dvs. infektion, astma, andre sygdomme.

Findes der ingen specifik årsag eller forandring ved undersøgelserne på tidspunktet for diagnosen, kan man tale om det såkaldte hypereosinofile syndrom. Syndromet er en betegnelse for en række forskellige symptomer. 

Behandling

Behandling af eosinofili afhænger af påvisning af eventuelle særlige kromosom-forandringer og de symptomer, tilstanden giver anledning til.

Hyppigt anvendes binyrebarkhormon, mild cellegift, evt. interferon, såkaldt cyklosporin for at hæmme immunsystemet, eller specielle præparater, som kan hæmme udvalgte enzymsystemer i de syge celler.

Tilstanden kan ikke helbredes, og målet med behandling er med så få bivirkninger som muligt at kontrollere antallet af eosinofile granulocytter inden for normalområdet og reducere symptomerne. Kun helt undtagelsesvist vil knoglemarvstransplantation blive overvejet.

Patienter med eosinofili behandles af Enhed 3​​. Overlæge, dr.med. Ole Weis Bjerrum er ansvarlig for diagnostik og behandling af eosinofile sygdomme.


Redaktør