Global Excellence til Hæmatologisk Klinik

Hæmatologisk Klinik har modtaget den fornemme pris ’Global Excellence i sundhed 2012’. Klinikchef Lars Kjeldsen fortæller om, hvordan vi gennem forskning får ny viden om blodsygdomme og deltager i internationale undersøgelser, så patienterne hele tiden får den bedste behandling.

​Interview med Overlæge og klinikchef Lars Kjeldsen ​

​​
Hvad er sigtet med jeres arbejde – og hvordan kommer det patienterne til gode? 
- Vi forsker meget intensivt i, hvorfor en kræftcelle er en kræftcelle, og hvorfor den opfører sig, som den gør. Dermed bidrager vi til mere basal viden om kræftceller, som på sigt kan gavne patienten. Vi deltager også i en masse internationale behandlingsprojekter, som giver os mulighed for at tilbyde helt nye behandlingsmetoder til vores patienter. Vi er internationalt anerkendt og er med allerede i udviklingsfasen af nye produkter, hvilket også er grunden til, at vi har en omfattende eksperimentel behandling. Vi arbejder derudover målrettet på at udvikle og tilpasse pleje- og behandlingstilbuddet til vores patienter. Det har blandt andet gjort, at behandlinger, som tidligere blev givet under indlæggelse, nu varetages ambulant og i høj grad af sygeplejersker. 

Hvordan har I organiseret jeres (sam-)arbejde? 
- Vi har, til trods for at der er tale om et forholdsvis lille fagområde, opdelt afdelingen i specialområder. Derfor er vores læger meget specialiserede og eksperter i forskellige sygdomme. Vi er blandt de fem bedst rekrutterende afdelinger i store internationale forskningsprojekter om eksperimentel behandling i akut leukæmi. Denne position skyldes blandt andet, at vi har en særlig forskningsenhed, som sørger for, at vi kan matche egnede patienter med forskningsprojekterne. Hertil kommer, at vi, på baggrund af blandt andet professor Niels Borregaards forskning, er internationalt anerkendt og respekteret for vores grundforskning i blodets immunforsvar. Dermed dækker vores afdeling hele paletten, lige fra forskning i den normale celle, til kræftcellen og afprøvning af ny medicin.

Hvad er det største, I har opnået de senere år? 
- Vi har haft en række store gennembrud de senere år, både i kraft af vores egen forskning på afdelingen, men også via de mange internationale forskningsprojekter, vi deltager i. Her kan jeg blandt andet fremhæve, hvordan vores egen forskning har bidraget til en markant forbedret behandling af lymfekræft. Og hvordan vi i et internationalt projekt var med til at påvise en ny behandlingsstrategi af knoglekræft, der bevirker, at patienterne kan nøjes med en tredjedel af den tidligere doserede medicin og stadig opnå samme effekt. 

Hvad håber I, bliver det næste skridt? 
- Vores mål er at helbrede endnu flere, end vi gør i dag, og vi vil gerne kunne introducere flere nye behandlinger til patienterne. Vi ønsker at give et væsentligt bidrag til forståelsen af blodsygdomme helt ned på celleniveau. Bare for ti år siden kunne vi stort set ikke behandle med andet end stråle- og kemobehandling. I dag er vi nået så meget længere, og de kommende år vil helt sikkert byde på endnu mere banebrydende forskning og nye behandlinger. ​


Redaktør