Persisterende bakterielle infektioner-PERFECTION

PERFECTION er et nyt forskningsprogram etableret mellem forskere fra Danmark og Californien, der skal fokusere på at fremme forståelsen af, hvorfor og hvordan persisterende bakterieinfektioner udvikler sig og varer ved.


PERFECTION støttes af en Challenge bevilling fra Novo Nordisk Fonden (2019) og konsortiet skal bruge de næste seks år på at besvare tre centrale spørgsmål:  

Hvorfor er visse infektioner vedvarende trods intensiv behandling med antibiotika? Kan vi identificere biomarkører for sådanne infektioner? Og kan vi måske oversætte vores viden til forbedrede behandlingsmuligheder for patienter, der lider af vedvarende infektioner?  

Planen er at udvikle miniatureorganer (organoider, 3D-modeller), Air Liquid Interface-strukturer (ALI, 2D-modeller) og alginatkugler som infektionsmodeller til tre typer af vedvarende infektioner - luftvejsinfektioner, mavesår og kroniske sår. Modellerne vil blive udviklet ved hjælp af stamceller, primære celler og væv fra patientprøver.  

Med disse vævsmodeller vil konsortiet undersøge vært og bakterie-interaktioner ved hjælp af molekylærbiologiske metoder, hvor man kan studere, hvordan bakterielle infektioner etablerer sig og bliver persisterende, og hvordan antibiotika og andre agens påvirker de vedvarende infektioner. 

Denne forskning skal munde ud i en større forståelse af vedvarende infektioner hos cystisk fibrose patienter, patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), kroniske sår på huden og mavesår.  




Redaktør