Uniformsindsats på Rigshospitalet

​I 2018 var vi i IHE med til at sætte korrekt uniformering på dagsordenen på Rigshospitalet. Der var bred opbakning til uniformsindsatsen både fra klinisk og fra ledelsesmæssig side. Indsatsen blev en succes og satte stort fokus på påklædning og professionalisme hos de fleste faggrupper.

​Uniformsindsatsen blev sat i værk på baggrund af en bemærkning om korrekt uniformering i Rigsrevisionens beretning 2017 vedr. hospitalsinfektioner.

 
Vores beklædning har betydning for patienters, pårørende og kollegers opfattelse af os(1). En professionel uniformering udtrykker vores sundhedsfaglige kompetencer og identitet. At være professionel handler i høj grad også om ikke at bære smitte videre. Derfor skal alle, der har patientkontakt eller udfører rene/urene opgaver, bære fuld uniform.

Centerkredsledelsen (CLK) tiltrådte en indstilling fra Infektionshygiejnisk Udvalg (IHU) om at lave en indsats i 2018. IHU nedsatte en styregruppe med bred repræsentation fra de kliniske centre, forskellige sundhedsfaglige faggrupper, kommunikation, presse og forbedringsafdelingen samt IHE. Centerdirektør Lars Juhl Petersen, HOC var formand.

Indsatsen blev afholdt i november 2018 og blev rettet mod både ledere og medarbejdere og indeholdt følgende:
  • Folder til alle ledere inden kampagnestart: Tips til hvordan de sætter uniformering på dagsordenen 
  • Folder til ansatte: Hvorfor og hvad siger vejledningen samt tips til at sætte emnet på dagsordenen lokalt. Folder udsendt til alle afsnit, 800 eksemplarer 
  • Kampagneside med materiale, interviews, billeder, status og download 
  • Intranetnyhed med blikfang
I løbet af den måned indsatsen varede, var der hhv. 1.600 sidevisninger på opstartsnyheden, 3.100 på kampagnesiden og 2.617 på interviewsiderne. Dette var langt over, hvad vi forventede samt hvad en indsats på Rigshospitalet normalt har af hits.

(1): En stor undersøgelse fra 10 hospitalscentre i USA med > 4000 respondenter viste, at patienters tillid til læger i høj grad hang sammen med brug af kittel. Petrilli et al Understanding patient preference for physician attire: a cross-sectional observational study of 10 academic medical centres in the USA BMJ open 8e021239, 2018



Redaktør