Ledelsesberetning

Hjulene står aldrig stille på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, og så sandelig heller ikke det sidste år. Der er udviklet på diagnostiske metoder, og der er indført ny teknologi, der muliggør hurtigdiagnostik og nye og bedre arbejdsformer. Vi har her udvalgt et udsnit af de tiltag, der er pågået i året, der er gået.

Etablering af et Mikrobiologisk Vagtlaboratorium

At yde den bedst tænkelige service over for patienterne og klinikkerne står selvfølgelig altid som højeste prioritet for KMA. Derfor har vi i 2018 lagt et stort arbejde i at få etableret et mikrobiologisk vagtlaboratorium for udvalgte mikrobiologiske analyser, så der kan leveres hurtigdiagnostik. Laboratoriet etableres i et godt samarbejde med Klinisk Biokemisk Afdeling, som i forvejen har døgnbemanding. Det er et spændende og givtigt samarbejde, og vi sætter stor pris på den positive stemning, der har været under hele processen. Laboratoriet forventes klar pr. 1. juni 2019.

Gode erfaringer med POCT udstyr

I 2018 har vi fortsat det gode arbejde med at indføre POCT udstyr (point-of-care test) på nogle af Rigshospitalets klinikker og fået mere erfaring i anvendelse, fordele og ulemper. Klinikkerne har overordnet set udtrykt stor tilfredshed med at kunne få hurtige svar og dermed komme videre i det diagnostiske arbejde med patienterne. Vi vil gerne sige tak til de pågældende klinikker for et godt samarbejde og for at have tålmodighed ifm. de introduktionsvanskeligheder, vi er stødt på i den begyndende fase.

Opnormering af infektionshygiejnisk Enhed

I 2018 blev det besluttet at opnormere hygiejnefunktionen med en hygiejnesygeplejerske. Der har været øget arbejdsbyrde specielt i forbindelse med de store byggeopgaver (Nordfløjen, Sterilcentral, Mor-Barn hospital), hvor hygiejneenheden, IHE, deltager allerede i planlægningsfasen. Stigende forekomst af multi-resistente bakterier med stigende isolationskrav lægger også pres på hygiejnesygeplejerskernes arbejdsopgaver ud over den almindelige forebyggelse af hospitalserhvervede infektioner. Vi nu har fem hygiejnesygeplejersker til at dække hele Rigshospitalet. 

Forberedelser til akkreditering

I Viruslaboratoriet er der blevet arbejdet med forberedelser til en akkreditering. Det er en længere proces, og certificeringen er endnu ikke i hus, men alle forberedelserne har allerede resulteret i en del kvalitetstiltag i virusfunktionen, som også har betydet et kvalitetsløft på flere områder af de øvrige funktioner på KMA.

Høj aktivitet på forskningsområdet

Forskningsmæssigt var året præget af høj aktivitet med en produktion på 101 publikationer, herunder tre Ph.d-afhandlinger. Prioritering af forskning i afdelingen har altid været et mål for ledelsen, og det tyder på, at denne indsats bærer frugt. Det meste af afdelingens forskning stiler mod implementering af resultater i den kliniske hverdag, hvilket årets forskningsproduktion også bærer præg af.

Bloddyrkningssystem besluttet

I 2018 sluttede udbuddet ifm. hvilket bloddyrkningssystem, hele Region H skal benytte.  Vi beholder vores nuværende BACTEC-skabe og bloddyrkningskolber blot i en fornyet udgave. Der vil blive justeret på valget af bloddyrkningskolber i et prøvesæt, hvilket vil blive udmeldt i efteråret. 

Stort tak

Vi vil gerne sige tak til alle vores medarbejdere for at udvise stort engagement og for trods travlhed at deltage aktivt i etablering af ny organisering, optimerede arbejdsgange og nye arbejdsmetoder. Derudover vil vi også benytte lejligheden til at takke Diagnostisk Center for altid at stå parate med venlighed, hjælp og vejledning til de mange organisatoriske opgaver, der er en del af hverdagen på et stort hospital. Desuden vil vi takke vore kliniske samarbejdspartnere for et altid glimrende samarbejde.


Redaktør