Faglighed skal udfordres og inspireres

​På Klinisk Mikrobiologisk Afdeling er der et kontinuerligt fokus på faglig udfordring og inspiration for at skabe motivation og udvikling blandt medarbejderne. Igen i år blev der lavet arrangementer med dette for øje.

Faglig temaeftermiddag

Hvert år arrangerer afdelingens ledende bioanalytikere en temaeftermiddag med fokus på det, der rører sig af nye metoder eller faglige initiativer inden for feltet mikrobiologi. 

I 2018 omhandlede temaeftermiddagen Antibiotika Stewardship, hvilket har en høj prioritet på Rigshospitalet. Antibiotika Stewardship er en metode til at øge kvaliteten i brugen af antibiotika/antimykotikum med en målrettet styring af antibiotikaforbruget mhp. at forbygge resistens. 

Oplægsholderne kommer både fra egen afdeling og inviteres også udefra. I år blev Frank Møller Aarestrup inviteret, Professor og Research manager på DTU National Food Institut. Hans oplæg med overskriften ”One day in Danmark” introducerede et projekt, hvor samtlige bakterie- og svampefund fra én dag var blevet indsamlet fra alle KMA’er i Danmark. Hensigten var at give et øjebliksbillede af følsomhedsprofiler af kliniske isolater i hele landet. 

Jenny Dahl Knudsen, overlæge på KMA Hvidovre, og Maiken Cavling Arendrup, overlæge og professor på KMA Rigshospitalet og Mykologisk afdeling SSI, holdt oplæg om Stewardship indsatser på Rigshospitalet, henholdsvis for antibiotika og antifungal. Indsatserne gik ud på at implementere en målrettet og restriktiv antibiotikapolitik, og metoden var øget brug af data, videndeling og læringsnetværk.

Udover KMA’s medarbejdere inviteres de øvrige afdelinger i Diagnostisk Center samt de to andre mikrobiologiske afdelinger i Region H. 

Forskningseftermiddag 

I 2018 afholdt KMA en forskningseftermiddag, hvor hver forskningsleder fik en halv time til selv eller i samarbejde med deres forskningsansatte at holde oplæg om deres forskning. Alle forskningsinteresserede fra afdelingen var inviteret, og der blev mødt talstærkt op. Det var en intens eftermiddag med mange oplæg og megen vidensudveksling. 

Hver måned afholdes der derudover et forskningsmøde for hele afdelingens forskningsansatte, hvor afdelingens forskningsledere skiftes til at arrangere oplæg baseret på deres egen og deres forskningsansattes forskning. 

Kongresser

Derudover deltager KMA i udvalgte kongresser, bl.a. fordi KMA’s professorer jævnligt bliver inviteret til at holde foredrag. Derudover lægger vi på KMA vægt på at holde os fagligt opdaterede og på i videst muligt omfang at få mulighed for at formidle egne forskningsresultater. 


Redaktør