Svampediagnostik på KMA 2017

I 2017 blev samarbejdet med SSI styrket og ny diagnostik indført.
I 2017 blev svampediagnostikken styrket ved et formaliseret samarbejde mellem KMA-RH og svampelaboratoriet på Statens Serum Institut. Via den fælles stilling på tværs af de to laboratorier, der blev oprettet i efteråret 2016, blev også det praktiske samarbejde på tværs af laboratorierne styrket med både løft af det diagnostiske niveau samt optimering af fordeling af analyser med hurtig og høj faglig kvalitet som mål.

Ny diagnostik til påvisning af alvorlig gærsvampeinfektion blev indført. Kort fortalt indførtes en molekylærbiologisk metode til påvisning af de fem hyppigste Candida gær arter: C. albicans, C. tropicalis, C. glabrata, C. krusei og C. parapsilosis via DNA-påvisning i en blodprøve. Denne test evalueres aktuelt sammen med Candida mannan antigen påvisning i et prospektivt antifungal stewardship program på hospitalets intensiv-afdelinger med henblik på hurtigere påvisning og behandling af alvorlige Candida infektioner. Samtidigt forventes en reduktion af unødig behandling af de patienter, der ikke har behov, hvorved unødige bivirkninger, interaktion med andre lægemidler og selektionstryk for resistens nedbringes. Tilsvarende blev en anden ny diagnostisk test (β-D-glucan påvisning) evalueret i samarbejde mellem de to laboratorier og efterfølgende indført på SSI med henblik på at blive flyttet til RH KMA i foråret 2018. Denne test er en følsom pan-fungal test til påvisning af såvel Candida, Aspergillus og pneumocyste infektioner, som især har en værdi i forhold til screening af patienter med svækket immunsystem for svampeinfektion eksempelvis under kemoterapi eller knoglemarvsinfektion. 
Endelig blev en ny metode til resistensbestemmelse af gærsvampe indført på RH og klinisk betydende skimmelsvampe blev sendt til species-identifikation og reference-resistensbestemmelse, hvilket giver bedre mulighed for at sikre optimal behandling af alvorlige gær og skimmelsvampeinfektioner.

Figur: Screening og egentlig resistensbestemmelse af A. fumigatus. På grund af stigende resistens mod azol-lægemidler undersøges nu alle A. fumigatus svampe for azolresistens. 





Redaktør