Implementering af Sundhedsplatformen på KMA

Et stort arbejde er udført for at harmonisere undersøgelser, bakterienavne og svarudformning med øvrige KMA'er.

Sundhedsplatformen fungerer på tværs af alle hospitaler og klinisk mikrobiologiske afdelinger i RegionH (og på sigt hele Sjælland). Derfor har en fuldstændig gennemgang og harmonisering af de udbudte undersøgelser/analyser, anvendte bakterienavne og svarudformning for de mikrobiologiske afdelinger i RegionH og Region Sjælland været udgangspunktet for integration i Sundhedsplatformen.

Brugerfladen for rekvirering af mikrobiologiske prøver i SP har på grund af overskueligheden betydet, at de mikrobiologiske afdelinger har været nødt til kraftigt at reducere i antallet af mulige kombinationer af rekvireret undersøgelse, prøvemateriale og anatomisk lokalisation (dvs. hvorfra prøven er taget).

Dette arbejde har pågået i mere end et år forlods for opstarten af SP på Rigshospitalet (5. nov. 2016) i tæt samarbejde med de andre mikrobiologiske afdelinger på Sjælland.

Grundet diversiteten i hvert laboratoriums specialanalyser har det ikke været muligt at lave en fuldstændig konsolideret liste, og udfordringen har bestået i at skabe en fælles ordlyd for de hyppigst bestilte undersøgelser. Rekvirenterne på hospitalerne har derfor måtte lære nye bestillingskoder/undersøgelsesnavne at kende, hvilket KMA har mærket i kraft af færre modtagne prøver og et højt antal forespørgsler vedr. prøvebestilling.

Specielt har harmoniseringen af bakterie- og svampenavne været udfordrende, fordi de forskellige KMA’er identificerer og besvarer nogle fund af mikroorganismer i forskellig detaljeringsgrad (genus- vs. speciesniveau).

Samarbejdet med de andre KMA’er på Sjælland blev formaliseret gennem en arbejdsgruppe, der efter implementering af SP forsætter det kordinerende arbejde i samarbejde med systemforvalterne for SP, da enhver ny undersøgelse/analyse, bakterienavn, resistensegenskab m.m. skal afstemmes med hele gruppen af laboratorier og SP. Dette indebærer betydeligt længere arbejdsgange i forbindelse med udvikling af KMA’ernes repertoire i forhold til de tidligere lokale mikrobiologiske rekvisitionssystemer.

Sundhedsplatformen har medført et meget forbedret overblik over ”hele patienten”, men når så mange forskellige kliniske og parakliniske specialers informationer samles i ét stort system, kan visse detaljer blive lidt mindre lettilgængelige. På KMA arbejder vi derfor løbende på i samarbejde med SP-teamet at opbygge tidskronologiske oversigter over bl.a. bakteriefund i et givent prøvemateriale samt resistensoversigter i SP brugerflade.

Idriftsættelsen af SP på Rigshospitalet forløb på skæringsnatten (5. november) for KMA’s vedkommende nærmest uden komplikationer, og KMA modtog allerede de første korrekte elektroniske rekvisitioner den 5. om morgenen.

Der var afsat ekstra personaleressourcer i dagene op til og efter idriftsættelsen, men taget de tidligere erfaringer fra opstarten af SP på Herlev Hospital i betragtning, og de udfordringer KMA Herlev havde mødt, fungerede systemerne (SP, MADS, Labka) overordnet fint sammen allerede fra første færd på Rigshospitalet.

Når flere hundrede analysekoder i tre systemer skal fungere sammen vil der selvsagt altid være udfordringer, og i den første måneds tids blev der arbejdet hårdt fra alle sider på at få løst problemerne så hurtigt og effektivt som muligt. Ved årsskiftet var vi, i samarbejde med SP-teamet, nået til et sted hvor langt den overvejende del af de modtagne elektroniske rekvisitioner blev modtaget uden fejl, og valideringen af de afsendte svar i SP’s brugerflade fremstod som forventet i SP.

Efterfølgende er valideringen af svar i SP fortsat, samtidig med at der løbende er blevet foretaget yderligere tilretninger og oprettelser af eksisterende koder, nye undersøgelser/analyser, bakterienavne og resistensangivelser.

v/Anders Hein Hansen og Nikolai Kirkby


Redaktør