Få indflydelse gennem Fagligt udvalg, dbio

Du kan også være med til at præge fremtiden for bioanalytikere. Læs her hvad arbejdet går ud på som medlem af Fagligt udvalg i dbio.
I 2016 blev jeg medlem af Fagligt udvalg i dbio, og skal sidde i udvalget i kongresperioden 2016-2018.

Baggrunden for mit engagement i dette udvalg er, at jeg gerne vil være med til at understøtte den mikrobiologiske faglighed. Jeg vil gerne være med til at udvikle min fagprofession som bioanalytiker og arbejde for, at vi udvikler os i takt med omgivelserne og de behov og muligheder der opstår. 

Fagligt udvalgs overordnede opgave er:
  • Udvikle en strategi for bioanalytikeruddannelse og forskning
  • Understøtte og udvikle dbio’s kurser 
  • Understøtte og udvikle faglige netværk for alle medlemmer
  • Synliggøre bioanalytikernes rolle og funktion i forhold til kompetence og kvalifikationsudvikling
  • Styrker det internationale faglig netværk for at sikre professionens udvikling 
  • Afholde den årlige underviserdag
  • Afholde Fagligt forum hver 3. år 
I denne kongresperiode arbejder udvalget på projektet: Fremtidens bioanalytiker og dennes professionsidentitet.

Formålet med projektet er at imødekomme 3 punkter, som blev vedtaget på dbio’s generalforsamling i 2015.
 
  1. Udarbejde en strategi for hvilke opgaver bioanalytikerne skal varetage i fremtiden.

  2. Videreudvikle begrebet ’den borgernære bioanalytiker’, herunder beskrive nye arbejdsmuligheder i tredelingen mellem praktiserende læger, kommuner og regioner samt øget omfang af bioanalytikere i forskningsrelaterede stillinger. 

  3. Identificere bioanalytikernes professionsidentitet, kernefaglighed og etiske referencer, da der er brug for en ny bioanalytikerprofil til branding af faget.

Tendenserne vurderes at have flere udfordringer:

  1. Hvordan sikrer vi, at der er plads til udfordringssøgende og fleksibilitetskrævende bioanalytikere? 

  2. Hvordan sikrer vi, at bioanalytikere, der læser videre, ikke uddanner sig væk fra faget? 

  3. Kan vi som organisation skabe nye arbejdsfunktioner, hvor en videreuddannet bioanalytiker naturligt kan videreudvikle bioanalytikerfaget?
     
  4. Hvorledes fastholder vi bioanalytikerne på de kliniske arbejdspladser?

Hvad får man ud af at være med i dbio?

Det er rigtig spændende at være med. Noget af det der er mest givende ved arbejdet i udvalget er, at det faktisk bliver brugt til noget. Et eksempel er et kvalitetssikringscenter for POCT, hvor idéen kom fra udvalget, og det er nu igangsat.

Derudover lærer jeg meget af de andre medlemmer i udvalget. Jeg er ét af de yngste medlemmer og har stor glæde af at arbejde sammen med bioanalytikerkolleger, som har flere års erfaring samt kommer fra helt forskellige stillinger og andre laboratoriespecialer. Jeg kan kun opfordre andre til at søge om at komme med i næste kongresperiode fra 2018.

v/ Alá Nassereddin


Redaktør