Mycobacterium chimaera og Stenotrophomonas maltophilia i heater cooler units på Rigshospitalet

​Der er fundet Mycobacterium chimaera og Stenotrophomonas maltophilia i heater cooler units på RH. Dog tyder intet på smitte til patienter.

​Heater cooler på OP 4033

​v/ ​Leif Percival Andersen


Der er fundet Mycobacterium chimaera i heater cooler units (til hjerte-lunge maskiner) i flere europæiske lande, og bakterien har i flere tilfælde ført til dødelige infektioner hos patienter. Der har været rejst mistanke om, at bakterien kan stamme fra apparaterne allerede ved leveringen. Derfor har Sundhedsstyrelsen (SST) anmodet om, at alle heater cooler units i Danmark undersøges for M. chimaera på Statens Serum Institut (SSI). På Rigshospitalet er der 8 heater cooler units fra samme firma.

Der er taget vandprøver og podninger fra heater cooler units i henhold til SST/SSI's anvisninger, og der er fundet M. chimaera i alle 8 heater cooler units. Det samme gælder alle andre heater cooler units af samme mærke i Danmark. Som supplement til SST´s anmodning om undersøgelse for mykobakterier er der taget prøver til total bakterieundersøgelse i henhold til Rigshospitalets almindelige procedure for undersøgelse af vand. Alle 8 heater cooler units havde total kimtal så høje, at de ikke kunne aflæses. I alle heater cooler units fandtes Stenotrophomonas maltophilia som en dominerende bakterie, og de var alle af samme ribotype.

I perioden januar 2005 til september 2015 er der ikke registreret patienter, der har været koloniseret eller haft infektion med mykobakterier, men der er fundet S. maltophilia hos 214 patienter, der har været underkastet heater cooler units. Ud fra prøvematerialet at dømme havde 12 patienter fået en reel infektion efter operationstidspunktet. S. maltophilia fra tre af disse patienter samt en serie nyindsamlede S. maltophilia fra heater cooler unit behandlede patienter havde alle en anden ribotype end den, der var fundet i heater cooler units. Der er således intet, der tyder på, at patienter på Rigshospitalet er blevet smittet fra kontaminerede heater cooler units.

Der er fortsat uafklarede spørgsmål: Hvilke krav skal der stilles til heater cooler units, hvilken type bør foretrækkes ved nye indkøb og er rengørings/desinfektionsprocedurerne tilstrækkeligt gode? Disse spørgsmål afklares af SSI gennem deres nationale og internationale netværk, hvilket vi foreløbigt afventer. ​

Redaktør