107 mikrobiologiske undersøgelser / analyser på Rigshospitalets nye Labportal

​Du kan finde (næsten) alt, hvad der er værd at vide om KMA's undersøgelser/analyser på Labportalen.

v/ Camilla Seerup​


I oktober 2015 blev Labportalen lanceret og lagt frit tilgængelig på internettet. Labportalen er et nyt site til klinikkerne med praktisk information om samtlige laboratorieundersøgelser/analyser tilgængelige på Rigshospitalet og en række eksterne laboratorier. KMA har med stor glæde taget del i både diskussionerne om den konkrete udformning af portalen samt selve implementeringen på hospitalet.

Med Labportalen får klinikkerne et bedre overblik over de mange undersøgelser, der kan rekvireres på Rigshospitalet. Under de enkelte undersøgelser er der information om eksempelvis rekvirering, prøvetagning, pakning, analysetid, forsendelse osv. Det skulle gerne resultere i færre fejl og færre opkald til laboratorierne, da klinikkerne let kan finde den nødvendige information. På KMA er sekretariatet utroligt glade for Labportalen, da de ligeledes har nemmere ved at svare på klinikkernes spørgsmål ud fra oplysningerne, der er samlet på Labportalen.

Langt størstedelen af KMA´s undersøgelser er at finde på Labportalen, såvel rutineundersøgelser som specialundersøgelser. På nuværende tidspunkt ligger der 107 bakteriologiske, virologiske, parasitologiske og andre undersøgelser fra KMA på Labportalen.

På Labportalen er der flere måder at søge den ønskede undersøgelse frem; f.eks. ved at:

  • Indtaste enten navn, synonym, indikation, prøvemateriale, NPU-kode, rekvireringskode eller prøvemateriale i søgefeltet
  • Vælge analysen eller undersøgelsens forbogstav i listen over bogstaver
  • Vælge udførende laboratorium i rullemenuen til højre

Det har været lidt af en udfordring IT- og strukturmæssigt, da det var svært at kategorisere alle undersøgelser på tværs af laboratoriespecialer efter de samme kriterier. Derfor har der indimellem skullet tænkes kreativt fra de enkelte laboratoriers side.

Lanceringen af Labportalen blev understøttet med blandt andet postkort, der blev delt ud ved personalekantinen af repræsentanter fra de forskellige laboratorier. Med til lanceringen var også repræsentanter fra Epikon, som er det firma, der har stået for sitet, og dem der har holdt workshops i forbindelse med udviklingen af Labportalen.

Labportalen har krævet en del arbejdstimer, men det færdige resultat har været det hele værd. 

Redaktør