Henvisning af patienter til genetisk rådgivning

Henvisning til Klinisk Genetisk Klinik

Søg på RH KGK (RH KGK 4062 KLINISK GENETIK, AMB.) for at sende en elektronisk henvisning til os.

Klinisk Genetisk Klinik på Rigshospitalet modtager henvisninger fra hospitalsafdelinger, praktiserende læger og andre sundhedspersoner efter vanlige retningslinjer.
Genetisk rådgivning af personer bosiddende udenfor Region Hovedstaden tilbydes i udgangspunkt kun, hvis der er tale om højt specialiseret funktion, som varetages af Rigshospitalet. Patienter, der søger Klinisk Genetisk Klinik som fritvalgspatienter, skal være opmærksomme på, at de ikke vil få transport refunderet, og at ønsket som ofte afvises, da vi har ventetid for regionens egne patienter.

Nøjagtige oplysninger om syge familiemedlem(mer) (navn, CPR-nr. hvis det er afdøde, fødselsdag på nulevende, diagnose, involverede læger og hospitalsafdelinger) letter forberedelsen af den genetiske rådgivning.  Hvis familien tidligere er udredt i genetisk regi, er det en stor hjælp, hvis dette oplyses, gerne sammen med familiens ”familienummer”.

Gravide

For gravide er det nødvendigt at oplyse dato for sidste menstruation, samt telefonnummer. Bed gerne den gravide registrere sig på MinSundhedsplatform.dk.




Redaktør