Afsnit PET-3982

For at finde afsnit PET-3982 skal I benytte indgang 39. Vi bor 2 etager under jorden, men her er lyst og dejligt.

​​​​​​​​

​Det første, I kommer til, er vores blå reception i det store venteareal, hvor du skal melde dit barns ankomst. Vores 4 PET/CT-scannere er placeret i forskellige rum, og I vil derfor blive henvist til det venteareal, som hører til den scanner, dit barn er booket til.

Vi kan se på vores skærm, at I er ankommet, og vi vil prøve at komme ud til jer så hurtigt som muligt, men der kan forekomme lidt ventetid. Når vi kalder jer ind, vil I blive vist ind i et større forberedelseslokale med blå lejer adskilt af mindre blyvægge.



Scanningen

Skal dit barn undersøges med det radioaktivt sukkerlignende sporstof FDG vil barnet blive puttet med dyne i 30 minutter, da dette er vigtigt for kvaliteten af undersøgelsen. Efter 30 minutter indgiver vi FDG. De fleste radioaktive sporstoffer skal optages i kroppen i ca. 45 minutter, herefter dit barn på toilettet eller have skiftet sin ble.

Scannerlokalet er lyst, og der er god plads, så du kan sidde godt mens du venter på at dit barn bliver færdigt. Du må gerne være med under hele scanningen, men når vi giver røntgenstråler skal du have blyforklæde på. Er du gravid skal vi tage nogle ekstra foranstaltninger, og det vil i stedet være en bedre idé, at faren eller et andet familiemedlem tager med til undersøgelsen.

Det er vigtigt at dit barn ligger stille under hele scanningen, men du kan hele tiden berolige det ved berøring, hvis der er behov for det. Du er også velkommen til at læse højt, eller I kan lytte til musik. Under scanningen kan vi hele tiden se og høre jer, og vi kommer ind, hvis vi vurdere, at der er behov for det, eller hvis du kalder på os.

Efter scanningen

Når scanningen er færdig kan dit barn tage sandwich og varm cacao, juice eller saftevand i det store venteområde. Svaret på jeres undersøgelse får I af jeres stamafdeling efter nogle dage. 

Redaktør