Sygeplejen i Transplantationsafsnittet Nefrologisk Klinik

​Uddannelse, kompetencefokus og særlige indsatsområder for sygeplejen i Nefrologisk Klinik.

Sygeplejen i afsnittet bliver udført af meget fagligt veluddannet plejepersonale, som har været ansat i afsnittet igennem flere år. Personalet har gennemgået uddannelse om transplantation og sygepleje til de kritisk syge nyrepatienter.

På Rigshospitalet nyretransplanteres der årligt mellem 60 – 70 patienter. Disse patienter får en nyre fra hjernedøde patienter eller modtager en nyre via levende organdonation. Der har de sidste år været en betydelig vækst i levende organdonation. Dette har betydet, at mange patienter kan transplanteres langt tidligere i deres sygdomsforløb, end det var muligt tidligere.

De nefrologiske sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter på transplantationsafsnittet arbejder alle for at fremme og udvikle den nefrologiske sygepleje. Dette gør de via uddannelse, reflektering over teorier, metodik og igennem sygeplejefaglige strategier for udviklingstiltag i afsnittet.

Vores sygepleje til de nefrologiske patienter i afsnittet tager udgangspunkt i sundhedsfremme og forebyggelse hos den nyresyge patient og deres pårørende. Medarbejderne arbejder målrettet med, at identificere den enkelte nefrologiske patients pleje- og behandlingsbehov via klinisk sygeplejefaglig vurdering og dokumentation. Ved at analysere de sygeplejekliniske observationer sammenholdt med dokumentation af de faglige problemstillinger, kan plejepersonalet udføre en veldokumenteret sygepleje til den enkelte patient.

Personalet der arbejder i afsnittet indgår i et tværfagligt samarbejde med andre fagproffesionelle. Igennem dette samarbejde opnås der de bedste resultater for den enkelte nyrepatient.

Der er i afsnittet stort fokus på udvikling af personalets kompetencer og deres faglige viden. Ernæring er et stort fokus område, fordi den nefrologiske patient ofte har mange kostrestriktioner. Når patienten er blevet transplanteret har de et stort behov for kostvejledning, fordi de mange tidligere restriktioner skal aflæres. Vi har endvidere et særligt ernæringsfokus på de transplanterede børn, som ofte inden deres transplantation har haft meget madlede og efter deres transplantation kan spise med god appetit.

Vi har et stort fokus område indenfor profylakse og trykaflastning. To medarbejdere arbejder særligt med sår og trykaflastning. Vi har på det seneste sat fokus på seksualitet og transplantation, et område som vi mener der skal arbejdes mere bevidst og målrettet med.

Afsnittet er opbygget i tre team, hvor der er tilknyttet sygeplejersker, og social- og sundhedsassistenter. To af de tre team har studieunit for henholdsvis social- og sundhedsassistentelever og sygeplejestuderende.

Læs mere

Redaktør