PEG-sonde

Brug af sonde, råd om hygiejne og andet du skal vide om PEG-sonden.

​​​

Hvad er en PEG-sonde? 

En PEG -sonde er en tynd slange, som er placeret gennem huden på maven direkte ind i mavesækken. Sonden kan sikre, at du får tilstrækkeligt ernæring og medicin, hvis du gennem længere tid ikke kan spise og drikke tilstrækkeligt. Sonden holdes på plads af en lille plade eller en ballon inde i mavesækken og på huden af en lille plade. Sonden kan skjules under tøjet. 

Selvom du har en PEG-sonde, vil du dog stadig kunne spise og drikke i den udstrækning du har lyst og magter det. På hospitalet vil personalet hjælpe dig med at passe og bruge sonden. Når du er kommet hjem, vil hjemmeplejen kunne hjælpe.

Sonden lægges ind 

At få en PEG-sonde kræver kortvarig indlæggelse. Det skyldes både, at sonden skal lægges ind i mavesækken, men også, at du skal vænne dig til den og lære at bruge den. Dagen før sonden bliver lagt, får du taget blodprøver.

For at kunne vurdere forholdene i mavesækken skal den være tom, når sonden lægges. Du må derfor ikke drikke i 6 timer før sonden bliver lagt.

Huden bliver bedøvet 

Først foretages en kikkertundersøgelse af mavesækken (gastroskopi). Lægen kigger ned i mavesækken gennem en tynd bøjelig slange, som føres ned gennem halsen. 

Du får beroligende medicin gennem en kanyle i en blodåre, så du vil døse lidt, mens sonden bliver lagt. Du bliver desuden lokalbedøvet i halsen med en spray, for at dæmpe reflekserne i halsen. Maveskindet bliver bedøvet på det sted, hvor PEG-sonden skal føres gennem bugvæggen ind i mavesækken. Det hele varer ca. ½ time. Efter kikkertundersøgelsen kan du stadig være lidt døsig af medicinen.

l meget sjældne tilfælde kan der forekomme komplikationer i form af overfølsomhed eller kraftig reaktion på den beroligende medicin, mavesmerter opkastninger eller feber.

Efter nogen tid mærker du ikke sonden. Du får måske brug for lettere smertestillende medicin i den første tid på grund af lidt ømhed i halsen og maven. Smerterne fortager sig efter lidt tid. 

Sonden tages i brug 

  • Benyt sonden til færdiglavet sondemad, medicin og alle drikkevarer, men ikke til hjemmelavet blendet mad.
  • Få råd og vejledning hos plejepersonalet og diætisten om, hvordan du får den bedste kost.
  • Inden sonden anvendes, skal det kontrolleres, at den ligger som den skal. Der er et centimetermærke på sonden. Med det kan det kontrolleres, at sonden ikke glider ind eller ud. Det er vigtigt, at sonden i de første 14 dage trækkes an til et bestemt mærke.
  • Hvis du kan og ønsker at spise lidt på normal vis, skal du gøre det, når appetitten er størst og derfor før sondemaden.
  • Tag enten sondemaden på bestemte tider ved hjælp af en sprøjte eller over længere tid ved hjælp af et ernæringssæt. Rådfør dig med personalet med hensyn til hvilken metode, der passer dig bedst. Personalet vil herefter lære dig eller dine pårørende at bruge sonden. Hvis du har behov for yderligere hjælp, vil hjemmeplejen stå til rådighed.
  • Vej dig jævnligt. Herved kan du bedømme, om du får tilstrækkelig mad. Hvis du tager på i vægt, kan det blive nødvendigt at flytte den udvendige fikseringsplade, så den ikke strammer.
  • Benyt flydende medicin. Hvis det ikke er muligt, kan piller knuses og opløses i vand før indtagelse.


Vigtigt 

  • Sid op under måltidet og ½ time efter for at undgå at få sondemaden i den gale hals.
  • Skyl altid sonden med 20 ml vand før og efter et måltid eller medicinindgift for at undgå, at den stopper til.
  • Hvis sonden ikke bruges i længere tid, skal den skylles med lidt vand hver 8. time, også for at undgå, at den stopper til.


Bestilling af sondemad 

Bestilling af sondemad kræver, at lægen har udfyldt en særlig blanket, som du får, inden du udskrives. Du kan købe sondemaden på apoteket eller få det leveret fra det firma, hvis ernæringsprodukt du ønsker. Der er ca. 2-3 dages leveringstid på sondemad. Der er mulighed for tilskud til sondemad og hjælpemidler. Socialrådgiveren vil hjælpe med dette.


Hygiejne 

Vask huden omkring sonden dagligt med vand og eventuelt uparfumeret sæbe. Den udvendige fikseringsplade kan løftes lidt og efter 14 dage løsnes helt, når huden skal vaskes. Du kan tage brusebad, men bør dog vente 14 dage med karbad, svømmebassin eller havbad.

Vask dagligt sonden, den udvendige plade, endestykket og kliklåsen med vand og sæbe. Brug eventuelt en tandbørste. Løsdelene kan udskiftes. Forbinding er ikke nødvendig omkring sonden.

Drej sonden en gang i døgnet efter 14 dage for at undgå, at den sætter sig fast inde i mavesækken. Sonden skal kunne glide frit i kanalen.

Spytmængden er nedsat, når tyggemusklerne bruges mindre. Det er derfor vigtigt at være meget omhyggelig med tand- og mundpleje for at undgå, at tændere tager skade, eller munden bliver irriteret. Hyppig kontrol hos tandlægen kan være nødvendig. 

Sondemad skal behandles ligesom alle andre madvarer. Der står anbefalinger om opbevaring og holdbarhed på emballagen. Sprøjter skylles efter brug og opbevares tørt. Sprøjter og ernæringssæt skiftes dagligt.

Når sonden skal fjernes eller skiftes 

Aftal med afdelingen hvornår sonden skal udskiftes. Sonden fjernes ved, at lægen klipper den over et par cm over hudniveau, hvorefter den indvendige stopplade fjernes ved en kikkertundersøgelse. Når sonden er fjernet, lægges forbinding over kanalen, som vil lukke sig helt i løbet af få timer til dage.

Hvis sonden skal skiftes, føres en udskiftningssonde ind i den eksisterende kanal. Denne type sonde kræver ikke, at du er bedøvet. Du vil derfor selv, hvis du ønsker det, kunne lære at udskifte den hjemme. Dette vil også kunne foregå ambulant på hospitalet.

Hvis sonden falder ud 

Kanalen, som sonden er ført igennem, lukker sig inden for et par timer uden sonde. Det er derfor vigtigt at få lagt en ny, før kanalen lukker sig. Herved undgår du at skulle have foretaget en ny kikkertundersøgelse, idet sonden kan stikkes direkte ind i den eksisterende kanal.

Hvis sonden tilstopper

  • Før aldrig fremmedlegemer ind i sonden. Rens og kontroller endestykket
  • Benyt en lille sprøjte (1-5 ml.). Herved opnås et større tryk
  • Skyl sonden med kulsyreholdig væske, for eksempel Danskvand
  • Hvis ingen af delene virker, må sonden udskiftes


Kontakt afdelingen eller skadestue, hvis

  • Huden omkring sonden er rød, hævet og øm
  • Du får ondt i maven og feber
  • Det væsker fra sondestedet
  • Sonden glider ud
  • Sonden stopper til
  • Du får vedvarende tynd afføring
  • Du får et vedvarende vægttab eller vægtstigning
  • Du er i tvivl, eller der er andre problemer

Udarbejdet af arbejdsgruppen
Bestående af led. oversygepl. Bente Nørskov FH, Kl. oversygepl. Marianne Schmidt BBH, sygepeljersek Anni Towity RH, ernæringssygepl. Gitte Pedersen RH.

​​

Redaktør