Forhøjet kolesterolindhold i blodet

​(Hyperkolesterolæmi)​

​​

​Hvad er kolesterol? 

Kolesterol er et af kroppens fedtstoffer (lipider). Kolesterol og et andet fedtstof, kaldet triglycerid, er vigtige byggesten i alle kroppens organer.

Hvad er forhøjet kolesterol?

Blodets indhold af kolesterol er afhængigt af kosten og især leverens egen produktion og "håndtering" af kolesterol. Desuden er tendensen til den almindelige type af forhøjet kolesterol nok arvelig.

Hvad sker der?

Forhøjet kolesterolindhold kan medvirke til forsnævring af pulsårene - kaldet "åreforkalkning". Åreforkalkning er egentlig en lidt misvisende betegnelse, fordi forsnævrede pulsårer normalt først kalker til efter 20-30 år. Åreforkalkning opstår, når der aflejres kolesterol i blodårens væg. Et bedre navn ville derfor være "åreforfedtning". På latin og lægesprog hedder det "arteriosclerosis" (arteriosklerose).

Når kolesterolet er begyndt at aflejre sig i pulsårens væg, opstår en slags betændelsesproces hvorved karvæggen  fortykkes. I løbet af nogle år samles så materiale i pulsårens væg at åren bliver forsnævret. Det væv som forsynes med blod fra pulsåren kan dermed komme til at fungere dårligt.

Forsnævringen kan blive så tæt, at pulsåren lukker helt til - eller der kan dannes en blodprop udenpå forsnævringen som enten kan rive sig løs og sætte sig fast et andet sted i kredsløbet eller tillukke åren helt.

Hvad er symptomerne?

Man kan ikke mærke blodets kolesterolindhold, men man kan mærke de følgevirkninger, som åreforkalkningen medfører, f.eks.:

  • nedsat blodforsyning til benene, f.eks. smerter i lægmuskulaturen ved gang (claudicatio)
  • forsnævret halspulsåre medførende blodprop i hjernen (carotis stenose)
  • hjertekrampe (angina pectoris)
  • hjertekrampe eller blodprop i hjertet (angina pektoris, akut myokardie infarkt, AMI)

Hvad kan jeg selv gøre?

Forhøjet kolesterol kan sænkes ved kostomlægning (evt. diæt) og motion, men især ved medicinsk behandling. Desuden er det meget vigtigt at holde op med at ryge, da rygning fremmer åreforkalkningen generelt.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Lægen tager en blodprøve, der viser kolesterolindholdet i blodet - ofte blot kaldet kolesteroltallet (måles i mmol/l). Et gennemsnitligt dansk kolesteroltal ligger omkring under 5-6 mmol/l.

Hvordan behandles forhøjet kolesterol?

Hvis diæt og motion ikke hjælper, kan din læge vælge at behandle dig med kolesterolsænkende medicin (kaldet statiner). Denne type medicin sælges under forskellige navne, nogle almindelige eksempler er: simavastatin, zarator, crestor m.fl.

Alle patienter med symptomer på åreforkalkning, se ovenfor, bør være i behandling med kolesterolsænkende medicin (hvis ellers ikke det medfører bivirkninger).

Ved at sænke kolesterolindholdet i blodet, kan åreforkalkningen bremses - men ikke fjerne den åreforkalkning, der allerede er opstået.

Læs mere


Redaktør