Åreknuder (Varicer) og andre venesygdomme

Karkirurgisk klinik undersøger og behandler kroniske venesygdomme på Gentofte Hospital.

​​​​​​​​​​​​

Det drejer sig først og fremmest om patienter med åreknuder, som er udposninger med blod i de overfladiske vener pga. defekte veneklapper. Sygdommen er kronisk, oftest arvelig og en meget almindelig sygdom i benene.         

Hvem får venesygdom?

​Sygdommen kan begynde i tidlig voksenalder, men hyppigheden stiger med alderen og ses lidt hyppigere hos kvinder.

Hvilke tegn kan der være?

​Symptomerne er oftest uro, træthed og tyngdefornemmelse i benene samt ikke sjældent hævelse af benene. Desuden får ca. 5-10 % eksem og/eller sår i ankelområdet eller på skinnebenene. Herudover kan man i sjældne tilfælde få årebetændelse og blødning fra åreknuderne.

Hvordan undersøges og behandles benet?

​Patienter med åreknuder tilbydes ultralydsskanning for at fastslå præcis, hvor årsagen til sygdommen er lokaliseret, hvilket oftest er i lysken og sjældnere i knæhasen.  Herefter tages stilling til behandling, som omfatter kirurgisk fjernelse i fuld bedøvelse, behandling med varmekatetre (laser og radiobølger) samt andre skånsomme metoder med mekanisk og kemisk behandling, som alle foregår i lokal bedøvelse. 

Speciallægen informerer og rådgiver den enkelte patient om de mulige behandlingsmetoder ud fra symptomer, åreknudernes beliggenhed i huden, resultatet af ultralydsundersøgelsen samt ud fra patientens ønsker og forventninger.

Alle behandlinger foregår i dagkirurgisk regi, hvilket betyder, at man kommer hjem samme dag. Alle behandlinger er meget skånsomme, således at sygefravær er begrænset til ingen eller få dage. Der fortages 1800 indgreb om året på karkirurgisk klinik i Gentofte.

Øvrige behandlinger på Karkirurgisk klinik Gentofte Hospital

Klinikken undersøger også patienter, som tidligere har haft blodprop i de dybe vener. Der er oftest tale om rådgivning om behandling med kompressionsstrømper og blodfortyndende medicin.

Ganske få patienter tilbydes behandling pga. svært gangbesvær, sår eller eksem. Det drejer sig om patienter med kronisk tillukning af bækkenvener, som kan genåbnes med indsættelse af en såkaldt stent.

Endelig foretager klinikken anlæggelse af dialyseveje til patienter med kronisk nyresvigt.

Læs mere om behandlinger​​


Redaktør