Operation for åreforkalkning i benet

​(Omkørselsoperation, bypass)​

Operation på benets pulsårer er en operation, hvor man laver en omkørsel - en bypass - som leder blodet udenom pulsårerne med dårlig blodgennemstrømning.

Patienter med svær åreforkalkning i benet og dårlig blodforsyning eller udposninger (aneurismer) på pulsårerne.

Hvordan foregår operationen? 

Operationen foregår med rygmarvsbedøvelse eller i fuld bedøvelse. Man opererer på pulsåren i lysken, ved knæet eller længere nede på benet, afhængig af hvor åreforkalkningen findes. Man laver en omkørsel - en bypass - som leder blodet udenom de dårlige pulsårer. Det bedste materiale til en bypass er en overfladisk vene fra benet, men kan denne ikke bruges (for eksempel hvis der er åreknuder) så benytter man en åre der er lavet af kunststof.

​Hvor lang tid tager operationen? 

Selve operationen tager 2-4 timer. Derefter vil man blive kørt på opvågningsafdelingen, hvor man bliver behandlet og observeret i et par timer. Grunden til, at man skal på opvågningsafdelingen er, at man her har bedre muligheder for at observere og gribe ind, hvis der skulle opstå problemer.

​Hvordan har man det bagefter? 

Lige efter operationen er man træt og døsende.  De slanger og rør man har efter operationen fjernes dagen efter operationen. Man kan have smerter i sårene og benet, men man vil blive behandlet med smertestillende tabletter eller med en rygmarvsbedøvelse - det er vigtigt man kommer ud af sengen og gå. 

Hos 20-30% hæver det opererede ben op efter operationen. Risikoen er størst, hvis man er opereret under knæet. Hævelsen kommer 2-4 dage efter operationen og kan vare ved i 2-3 måneder. Man kan forebygge hævelsen ved at have benet højt, når man sidder og ligger. Nogle gange får man en støttestrømpe.

Hvilke komplikationer kan der være?

  • ​Der kan komme blødning eller betændelse i såret. Dette kan nødvendiggøre en ekstra operation
  • Der kan opstå problemer med hjertet eller lungerne, for eksempel lungebetændelse
  • Der er risiko for, at den nye bypass lukker til. Det sker i 1 ud af hver 5.-10. operation indenfor den første måned efter operationen. Ofte kan man rense den nye bypass op, men i nogle tilfælde lykkes det dog ikke, og situationen er som før operationen. I enkelte tilfælde er situationen værre, og man kan risikere at miste benet
Før operation bør risikoen for komplikationer altid vejes overfor gevinsten ved operation: At gangsmerter fjernes og eventuelle bensår heler op.

​Hvor hurtigt er man frisk?

Man bliver udskrevet 8-14 dage efter operationen. Eventuelt bliver man overflyttet til et lokalt sygehus forinden.

Hvad må man ikke gøre?

Du må ikke ryge. Man anbefaler stærkt, at man holder op med at ryge helst inden operationen, da man ved at holdbarheden af operationen forringes væsentligt, hvis man fortsætter med at ryge.

​Er der nogen genoptræning?

Der er ikke nogen speciel genoptræning. Man skal bruge sit ben indenfor smertegrænsen.

Skal man til kontrol? 

Inden man bliver udskrevet får man målt sit ankeltryk, og eventuelt får man lavet en ultralydsundersøgelse (en duplex-skanning).
 
De fleste gange bliver man indkaldt til kontrol igen efter 6 uger.

Hvornår skal man have fjernet trådene?

Trådene skal fjernes på låret efter 10-14 dage og på underbenet efter 3 uger. Det foregår eventuelt hos din praktiserende læge.



Redaktør