Ballonbehandling af åreforkalkning

(PTA)​​

​​​​​​​​​​

I nogle tilfælde kan en forsnævring eller tillukning af en pulsåre behandles med en ballonudvidelse, hvorved en åben operation kan undgås.

Forberedelser til behandlingen

Hvis det er nødvendigt med en røntgenundersøgelse informeres om dette og hvordan denne foregår ved den forambulante konsultation. Inden ballonudvidelse er det i de fleste tilfælde nødvendigt at røntgenundersøge pulsårerne med kontrast. Afhængig af symptomer kan årerne også undersøges med ultralyd, MR-scanning eller CT-scanning. Der tages oftest blodprøver i forbindelse med det indledende besøg i ambulatoriet.

Medicin mod sukkersyge (Metformin) skal pauseres 2 dage inden pga. kontrastindgift og risiko for nyrepåvirkning. Blodfortyndende behandling med Marevan skal pauseres 3 dage inden pga. risiko for blødning. Der tages ny INR på undersøgelsesdagen. 

Hvis patienten er i behandling med Marcumar, eller nogle af de nyere blodfortyndende præparater (Xarelto, Pradaxa m.fl.), kommer pausens længde an på en individuel vurdering som foretages ved den forambulante undersøgelse, alternativt skal karkirurgisk visitation kontaktes på telefon 35453111. Behandling med magnyl og Plavix skal IKKE pauseres.

Hvis man har nedsat nyrefunktion skal man drikke rigelig med væske for at skåne nyrerne mod kontrasten – dvs. ca. 3 liter vand i døgnet to dage for og efter kontrastundersøgelsen.

Øvrig medicin tages på vanlig vis og efter lægens anvisning. Der gives vanligvis ikke beroligende medicin inden undersøgelsen.

Man må ikke sove alene hjemme samme aften efter behandlingen. Patienter der bor alene, eller bor uden for Sjælland, skal overnatte i afdelingen.

På undersøgelsesdagen

Man må gerne spise og drikke frit om morgenen inden undersøgelsen.

​Man møder senest kl. 07.15 på Karkirurgisk klinik, bliver modtaget af en sygeplejerske og klargjort.

Sådan foregår behandlingen

Ballonudvidelsen foretages i forbindelse med røntgenundersøgelse af pulsårerne, hvorved forsnævring og tillukning i pulsårerne påvises:

  • Man er vågen, og i lokalbedøvelse lægges der et lille plastikrør ind i pulsåren i lysken.
  • Igennem røret føres et tyndt kateter til den pulsåre, man vil undersøge og behandle.
  • Der indgives kontraststof igennem katetret og ved hjælp af et røntgenapparat, kan man se, hvordan kontraststoffet fordeles i pulsårerne. Under dette kan man få en varm fornemmelse i kroppen. For at få gode billeder er det vigtigt, at man ligger stille, selv om undersøgelsen kan være lidt ubehagelig.
  • Hvis der er væsentlig forsnævring, eller eventuelt helt stop i årerne, kan man i samme seance forsøge at behandle med en ballonudvidelse.
  • Der indføres et kateter med en særlig ballon i spidsen. Ved at blæse ballonen op inde i forsnævringen, kan blodstrømmen ofte normaliseres. Under ballonudvidelse er det vigtigt at fortælle lægen hvis det er ubehageligt. Oftest er det nødvendigt at anbringe et metalnet (stent) inde i forsnævringen for at stabilisere karvæggen.
  • Det kan være nødvendigt at få adgang til pulsåren fra begge lysker eller via armen (albue-regionen).
  • Når undersøgelsen er forbi, trækkes rørene forsigtigt ud, og der trykkes på indstiksstedet i ca. 20 minutter eller der sættes en lille ”prop” i hullet.
  • Man skal efter undersøgelsen ligge fladt i sengen i fire timer for at forhindre blødning i lysken.
  • Derefter må man komme ud af sengen og efter endnu en times observation i afdelingen kan man udskrives.

Er der ubehag og komplikationer?

Behandlingen er forbundet med en lille risiko for komplikationer. Ubehaget og de mulige komplikationer ved undersøgelsen skal naturligvis vejes op imod behandlingens effekt.

  • Udover selve stikket i lysken, vil nogle patienter opleve trykken og varmefølelse i forbindelse med kontraststoffets indsprøjtning.
  • På trods af at der efter behandlingen trykkes på indstiksstedet, kan der opstå en større blodansamling i lysken. Yderst sjældent kan dette kræve blodtransfusion og evt. operation.
  • Der er en meget lille risiko for at lidt åreforkalkning løsnes fra karvæggen og forårsager blodprop længere ude i pulsåren. Sker dette, er der mulighed for at fjerne blodproppen mekanisk ved en lille operation eller indgive blodpropopløsende medicin (se Trombolyse-behandling).
  • Der er en meget lille risiko for at udvikle en allergisk reaktion over for kontraststof.
  • Kontraststof kan påvirke nyrefunktionen hos patienter med eksisterende nedsat nyrefunktion.

Hvor lang tid tager det?

Behandlingen tager ca. 2-3 timer.

Hvordan har man det bagefter?

Der kan være ømhed i lysken efterfølgende, ligesom nogle oplever et blåt mærke.


Hvad må jeg ikke efter behandlingen?

Man skal undgå tunge løft de første par dage efter behandlingen for at skåne lysken.
 

 

Se også vores patientvejledning


​​​[til toppen]

Redaktør