Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Velbehandlede danske HIV-smittede lever nu lige så længe som andre

HIV-patienter, fulgt af forskere i over 15 år, har nu udsigt til at leve lige så længe som andre, hvis de tager deres medicin.
- Jeg har indtryk af, at patienterne ofte stiller sig selv spørgsmålet: "Hvordan går det mig på den lange bane, dør jeg om fem år, tager min hjerne skade af sygdommen, bliver mit hjerte sygt?", siger professor Niels Obel fra Københavns Universitet og Rigshospitalet og tilføjer:

- Vi er heldigvis gode til at svare på den slags spørgsmål i Danmark, fordi vi registrerer overordentlig mange data, som kan belyse langtidseffekterne af sygdom. Det gælder i høj grad også for de danske HIV-patienter. Og det er jo glædeligt at kunne fortælle dem, at det går rigtigt godt.

Professor Niels Obel leder studiet 'Den Danske HIV Kohorte', som danner grundlaget for de nye resultater, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLoS One.

HIV-smittede kommer hurtigere i behandling
Det danske sundhedsvæsen giver via den grundige registrering forskere en enestående mulighed for at følge særlige patientgrupper gennem længere tid. Den danske HIV-kohorte følger for eksempel alle de danske og grønlandske HIV-positive patienter. Det gælder både børn og voksne, der blot én gang har været i kontakt med et behandlingscenter fra 1995 og frem til i dag.

Professor Niels Obel og kollegerne udgiver én gang om året en rapport om HIV-kohortens tilstand. I 2011-udgaven kan man blandt andet se, at det stadig er langt flere mænd end kvinder, der bliver nysmittet med HIV (76 procent - 24 procent), at de hyppigste smitteveje fortsat er heteroseksuel (46 procent) og homoseksuel (44 procent) kontakt, og at folk i dag også er mindre syge, når de får stillet diagnosen (har højere CD4-tal).

- Det skyldes nok, at ny-smittede går tidligere til lægen, og derfor får stillet diagnosen tidligere i forløbet end før, siger Niels Obel.

En HIV-infektion er kronisk. Vi har efter næsten 30 år stadig hverken vaccine eller en kur, der kan kurere HIV-patienterne, da HIV hele tiden skifter udseende og lægger sig ind i vores DNA, hvor vi ikke kan nå det med medicin. Derfor betyder en HIV-positiv-diagnose, at patienten skal i behandling og tage medicin resten af livet. Men sker det, viser de nye tal, at hverken medicin eller sygdommen længere påvirker den forventede levetid hos de velbehandlede patienter.

World Aids Day -  For Livet finnissage
At HIV-patienterne nu har udsigt til at leve lige så længe som andre danskere, er godt nyt på denne 'World Aids Day', der netop i dag markeres på Rigshospitalet med afslutningen på vinduesudstillingen For Livet. Rigshospitalets forhal og Arcadecaféen har kunnet fremvise værker af en række yngre billedkunstnere og forfattere, der hver især har givet deres bidrag til at sætte fokus på HIV-indsatsen, særligt også i de dele af verden, hvor forekomsten og dødeligheden er højere end her i landet.

Udstillingen lukker med en reception i Rigshospitalets forhal d. 1. december 2011 kl. 16-18.

Læs mere om udstillingen


Hør Niels Obels tiltrædelsesforelæsning
Den 9. december holder professor Niels Obel tiltrædelsesforelæsning på Rigshospitalet, hvor han vil fortælle et bredt publikum om Den Danske HIV Kohorte. Niels Obel håber, at også HIV-patienter og deres pårørende vil komme og høre om de nye resultater.

Kontakt
Professor og overlæge Niels Obel
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Epidemiklinikken, Rigshospitalet
Tlf: 35 45 77 30
Redaktør

Email:L2k3G3CZ1qDPX@hc.regionh.dk