Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Usikker effekt af screening for at forebygge pludselig hjertedød blandt sportsfolk

Pludselig hjertedød blandt sportsfolk har fået stor opmærksomhed i medierne. Men screening af alle sportsfolk er ikke løsningen, mener dansk forskerteam, der står bag ny undersøgelse på området.

Pludselig hjertedød blandt sportsfolk er de seneste år blevet diskuteret meget både i videnskabelige tidsskrifter og i pressen. En medvirkende årsag er den store eksponering, som en række dødsfald på banen blandt fodboldspillere har fået i pressen.

Den tilgrundliggende årsag til pludselig hjertedød blandt sportsfolk er ofte en kombination af en ikke-erkendt medfødt hjertesygdom og den fysiske påvirkning som ses under sport. Det har givet håb om at, man ved at screene alle sportsfolk for hjertesygdom kan finde dem, som er i risiko for pludselig hjertedød, og igangsætte nødvendige forholdsregler og behandling. Dette indebærer ofte udelukkelse fra sport. Italienske undersøgelser har vist, at man ved at screene kan reducere antallet af pludselig hjertedødstilfælde med ca. 60%. Problemet er imidlertid, at man skal screene ca. 38.000 sportsfolk for at redde ét liv, og for hvert liv man redder, udelukker man ca. 800 sportsfolk fra at dyrke sport uden grund. Desuden vil ikke alle fanges ved screeningen, og de risikerer derfor at dø, på trods af, at de har undergået denne.
 
En europæisk ekspertkomité har anbefalet screening af alle sportsudøvere, og der er et stigende krav blandt sportsorganisationer om screening. I Danmark har en ekspertkomite under Dansk Cardiologisk Selskab indtil videre frarådet dette, da der manglede forskning inden for området.

Dødsfald sjældnere end antaget
Forskere på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital har derfor gennemgået samtlige dødsfald i Danmark blandt 12-35-årige i perioden 2000-2006 med henblik på at finde alle tilfælde af pludselig hjertedød blandt sportsfolk. Forskergruppen har netop publiceret deres resultater i det anerkendte amerikanske tidsskrift ”Heart Rhythm”. Forskerne fandt, at pludselig hjertedød blandt sportsudøvere er langt sjældnere end man troede: i alt 15 tilfælde af pludselig hjertedød blandt sportsfolk, svarende til 2 dødsfald per år. Dette svarer til ca. 1 dødsfald pr. år for hver 100.000 sportsfolk.

Forskerne fandt også, at i ca. halvdelen af tilfældene (8/15) havde de afdøde haft symptomer, der kunne have ført til udredning og potentielt behandling af deres sygdom. Det er desuden vist, at man ved at placere såkaldte hjertestartere på steder, hvor der dyrkes sport, kan redde en betydelig del af sportsfolk, som får et hjertestop.

Information og hjertestartere kan redde liv
Læge og ph.d.-studerende på Rigshospitalet, Anders Holst, som har været med til at lave undersøgelsen, udtaler:

- Vores resultater tyder på, at pludselig hjertedød blandt sportsfolk i Danmark heldigvis er meget sjældent forekommende. Ved grundig information til sportsfolk om at opsøge læge ved symptomer kombineret med placering af hjertestartere ved større sportsarenaer i Danmark, burde vi kunne forhindre en stor del af de pludselige hjertedødsfald blandt sportsfolk. Dermed kan vi undgå den unødige ængstelse og udelukkelse fra sport samt de store økonomiske udgifter, som er forbundet med screening.

Mht. hvilke symptomer, man skal være opmærksom på, udtaler Anders Holst:

- Det er symptomer som brystsmerter, pludselig svimmelhed eller hjertebanken og særligt besvimelser under eller kort tid efter udøvelse af sport, som skal føre til udredning ved en specialist i hjertemedicin.

Overlæge, ph.d. Hanne Rasmusen fra Sportskardiologisk Klinik på Bispebjerg Hospital, der ikke selv har været involveret i studiet, kommenterer:

- Jeg synes, at det er et meget vigtig studie, som bekræfter den tilbageholdenhed som Dansk Cardiologisk Selskab har udvist i forhold til at anbefale screening for skjult hjertesygdom blandt atleter. Studiet tyder også på, at flere af atleterne forud for deres død havde haft hjertesymptomer, der tilsyneladende var blevet overset. Det bør give stof til eftertanke. Alle atleter med hjertesymptomer under anstrengelse – specielt besvimelse eller svimmelhed – bør henvises til udredning for skjult hjertesygdom. Der er i dag hjerteafdelinger, hvor man har specialiseret sig i denne problemstilling bl.a. på Bispebjerg Hospitals Sportskardiologiske Klinik.

Fakta
  • Pludselig hjertedød blandt sportsfolk er sjældent forekommende
  • Halvdelen af afdøde havde symptomer, hvorved man potentielt kunne have identificeret dem og forhindret deres død
  • For dem, som man ikke identificerer, kan mange reddes, hvis der placeres hjertestartere ved større sportsarenaer
  • Ved symptomer som brystsmerter, svimmelhed og besvimelse under anstrengelse skal man udredes af specialist på området
  • Projektet er støttet af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Hjertearytmi

 

For yderligere information kontakt:
Læge, ph.d. Anders Holst, tlf: 61695266, email: anders@kanten.dk










Redaktør

Email L2k3G3CZ1qDPX@hc.regionh.dk


Redaktør

Email L2k3G3CZ1qDPX@hc.regionh.dk