Som det første danske hospital har Rigshospitalet valgt at inddrage sygeplejersker i udviklingen af en bedre praksis for blodtransfusion.
Transfusionsmedicinsk Enhed i Blodbanken har derfor ansat Danmarks første sygeplejefaglige blod manager. Målet er at mindske forbruget af blod – og dermed at højne omsorg og patientsikkerheden.Danmark har verdensrekord i forbrug af blod pr. indbygger, men blodtransfusioner er ikke altid til patientens bedste. I de sidste 10 år har flere internationale undersøgelser dokumenteret, at det rummer en række risici og bivirkninger at give blod. I princippet er blod til patienter, der bløder eller har blødt meget fx traumepatienter. Derfor skal patienter, der ikke bløder, have ordineret blod efter den mere restriktive og optimerede transfusionsstrategi, som blev introduceret på hele hospitalet sammen med projekt ”Pas på blodet” i 2009.
Nyeste viden til sygeplejerskerHer et år efter projektstart har Riget fokus på sygeplejerskernes særlige rolle i forbindelse med transfusionspraksis. Derfor har Transfusionsmedicinsk Enhed i Blodbanken valgt at ansætte sygeplejerske og cand. scient. san. Jens Seeberg som Danmarks første sygeplejefaglige blod manager. Sammen med blod-manager, overlæge Astrid Nørgaard, skal Jens Seeberg sikre, at projekt ”Pas på blodet” praktiseres både tværfagligt og tværdisciplinært. Sygeplejersker skal på lige fod med læger have nyeste viden, information og undervisning – på sygeplejefagets præmisser. Målet er, at sygeplejerskerne bliver bevidste om deres rolle og ansvar i arbejdet med at højne omsorgen og øge patientsikkerheden ved at praktisere den nye optimerede transfusionsstrategi for blod.
– Vi tilbyder sygeplejerskerne et kompetenceløft inden for transfusionsmedicin. De skal på kvalificeret vis kunne gå i dialog med læger, men også med patienter og pårørende om fordelene ved praktisere den optimerede strategi for blodtransfusion, siger Jens Seeberg. Og han ved med afsæt i udenlandske erfaringer, at et øget fokus på sygeplejerskernes rolle og ansvar nytter og rykker, når det gælder om at mindske blodforbruget.
Nurses for better blood transfusionGennem flere år har engelske sygeplejersker således arbejdet med udvikling af sygeplejen under programmet ”Better Blood Transfusion”. Programmet har til formål at hjælpe læger og sygeplejersker, der er involveret i blodtransfusioner med at optimere transfusionspraksis og derved højne omsorg og mindske risici for patienten. Og også Canada har gennem de senere år inddraget sygeplejersker i arbejdet med transfusionsmedicin. Derfor udveksler Jens Seeberg erfaringer med både engelske og canadiske kolleger til brug for arbejdet med at give sygeplejerskerne på Riget et kompetenceløft inden for transfusionsmedicin.
– De udenlandske erfaringer viser, at de engelske sygeplejersker gennem programmet "Better Blod Transfusion" har opnået både konkret og kvalificeret viden om korrekt brug af blod. Det har resulteret i, at sygeplejersker tager selvstændigt initiativ til fx at diskutere lægeordinationer af blodtransfusioner, fordi vurdering af patientens behov for blod indgår som en vigtigt del af den daglige kliniske sygepleje, hvor sygeplejersker som udgangspunkt altid har omsorgen og sikkerheden for patienterne i fokus, siger Jens Seeberg netop hjemkommet fra et studiebesøg i England.
Sygeplejersker sætter standard– På papiret har lægerne ansvar for at ordinere en behandling fx en blodtransfusion, men det viser sig ofte at være en skueværdi, hvilket ikke er underligt, siger blodmanager Astrid Nørgaard. På mange af Rigets højt specialiserede afdelinger er sygeplejerskerne jo kittet og kernen. Både fordi de er i flertal og fordi, de i størstedelen af tiden er rundt om patienterne. Det giver stor erfaring med, hvilke behandlinger lægen plejer at ordinere. Derfor afventer sygeplejersken ikke altid, at lægen dukker op. De handler med afsæt i, hvad de mener, er til patientens bedste fx ved at lægge op til at give blod ud fra at "blod er godt". I praksis kommer sygeplejersken derfor nemt til at sætte en standard for, at ”sådan gør vi her". Derfor er det så vigtigt, at projekt ”Pas på blodet” er både tværfagligt og tværdisciplinært – og derfor sætter vi nu yderligere turbo på projektet ved at rette fokus på sygeplejerskernes rolle og ansvar omkring transfusionsmedicin, slutter Astrid Nørgaard.