Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Succes og udfordringer på hjerteområdet

Siden 1. juni 2011 har al hjertekirurgi i Østdanmark - og al akut behandling af blodprop i hjertet med ballonudvidelse - været samlet på Rigshospitalet

Samling af hjertekirurgien
Hjerte- og lungekirurgien på Rigshospitalet og Gentofte Hospital blev allerede i 2008 samlet organisatorisk i Hjertecentret på Rigshospitalet. I 2009 blev lungekirurgien samlet fysisk på Rigshospitalet. Nu er også hjertekirurgien samlet fysisk på Rigshospitalet. 

- Sammenlægningen af hjertekirurgien i sommer er sket, uden at det har påvirket den samlede hjertekirurgiske aktivitet i 2011, siger centerdirektør Pernille Slebsager.

Der er på Rigshospitalet etableret et nyt sengeafsnit til patienter, som indlægges til planlagt hjertekirurgi, og der er åbnet et nyt intensivafsnit til samme patientgruppe. En ny operationsstue blev indviet i sommer, og endnu en ny operationsstue tages i brug i slutningen af februar 2012.

- Samtidig med sammenlægningen har vi i det sidste år oplevet en uventet høj tilgang af patienter. Uventet fordi vi inden da oplevede en årrække med fald. Og så har det presset vores kapacitet i 2011, at vi ikke har mærket nogen effekt af Region Sjællands beslutning om at flytte et antal hjerteoperationer fra Rigshospitalet til Odense, siger klinikchef Peter Skov Olsen, Thoraxkirurgisk Klinik.

- Vores største udfordring er derfor nu, at vi desværre har ventetid til planlagt hjertekirurgi. Det betyder, at ikke-akutte patienter med behov for hjertekirurgi lige nu kan opleve en ventetid på op til 6 uger. På grund af ventetiden har vi sat aktiviteten i vejret, så vi i dag gennemfører mere hjertekirurgi på én matrikel, end vi før sammenlægningen gennemførte på to adresser. Vi planlægger at gennemføre 80 ekstra hjerteoperationer i 2012, og dermed er det forventningen, at ventetiden har toppet, siger Peter Skov Olsen. 

Samling af akutte ballonudvidelser
Som konsekvens af samlingen af hjertekirurgien flyttede også den akutte behandling af blodprop i hjertet med ballonudvidelse fra Gentofte Hospitals kardiologiske afdeling til Hjertecentret på Rigshospitalet.

- Selv om vores beredskab nu dækker hele Østdanmark, og selv om aktiviteten er øget med over 400 akutte ballonudvidelser på årsplan, hvoraf en stor del udføres i vagtberedskabet i aften- og nattimerne, er det lykkedes at behandle patienterne med behov for akut ballonudvidelse hurtigere end tidligere, siger klinikchef Søren Boesgaard, Kardiologisk Klinik, og fortsætter: - Det kan vi være meget tilfredse med, fordi hvert minut tæller, når det gælder akutte patienter med blodprop i hjertet.

- Vi har lige nu den udfordring, at vi har ventetid for patienter, der har behov for planlagt ballonbehandling af stabil hjertekrampe. Disse patienter kan opleve ventetid på op til 10 uger. Alle patienter med ventetid ud over fire uger oplyses om deres mulighed for frit valg af behandlingssted. Næsten ingen patienter ønsker at gøre brug af muligheden for at vælge andet behandlingssted. Det samme gælder på det kirurgiske område – siger centerdirektør Pernille Slebsager.

Kontakt:
- Pernille Slebsager, centerdirektør, Hjertecentret, telefon 35452498
- Overlæge Søren Boesgaard, chef for Kardiologisk Klinik, telefon 35452346
- Overlæge Peter Skov Olsen, chef for Thoraxkirurgisk Klinik, telefon 35452701


Redaktør

Email L2k3G3CZ1qDPX@hc.regionh.dk