Ny forskning viser, at antallet af kønsceller hos fostre nedsættes med over en tredjedel, hvis moderen ryger de første måneder i graviditeten. Det betyder, at børn af mødre, der har røget under graviditeten, kan have sværere ved selv at få børn, når de vokser op.
Det har længe været kendt, at rygning er usundt for helbredet – men ny forskning fra bl.a. Rigshospitalet viser nu, at rygning under graviditeten kan have afgørende betydning for barnets fremtidige evner til selv at få børn.
Den nye forskning viser, at antallet af kønsceller (celler, der danner æg hos kvinder og sædceller hos mænd) hos drengefostre blev reduceret med 55%, hvis moderen røg under graviditetens første tre måneder. Derudover blev antallet af de somatiske celler (celler, der danner de øvrige dele af kroppen) reduceret med 37% som følge af rygningen. Den negative effekt på fostrets celler var størst hos de mødre, der havde røget mest, og tallene var desuden uafhængige af de gravides indtag af alkohol og koffein.
Tidligere forskning har vist, at antallet af kønsceller og somatiske celler også nedsættes hos pigefostre, der har været udsat for røg, og sammen med disse nye tal fandt forskerne, at rygning tidligt i graviditeten betyder et generelt fald i fostres kønsceller på 41%.
I forsøgene blev hhv. 24 pigefostre og 28 drengefostre fra aborter undersøgt, og der blev taget blodprøver og urinprøver fra kvinderne, der også blev spurgt om deres livsstil – herunder alkoholforbrug og rygevaner. Resultaterne blev herefter sammenlignet med antallet af kønsceller hos fostre af ikke-rygende mødre. Derudover undersøgte forskerne i et andet forsøg også at den type proteiner (protaminer), der findes i sædceller hos mænd ændres hos mænd, der ryger, og de fandt, at forholdet blev ændret med 14% hos mænd, der ryger, i forhold til ikke-rygere.
- Fostres kønsceller er med til at danne sædcellerne hos mænd og æggene hos kvinder, og derfor mener vi, at denne reduktion i kønscellerne hos fostre, der har været udsat for rygning de første tre måneder i graviditeten, kan have afgørende betydning for barnets evne til at forplante sig senere i livet. Desuden betyder reduktionen af de somatiske celler også en nedgang i forplantningsevnen, fordi de somatiske celler er med til at danne sædceller hos mænd, siger professor Claus Yding Andersen fra Rigshospitalets Reproduktionsbiologisk Laboratorium, der står bag undersøgelserne af fostrene.
Claus Yding Andersen mener, at denne nye viden om rygnings påvirkning af fostre kan være med til at forklare generelt faldende fertilitet de seneste år.
- Selvom færre og færre ryger under graviditeten i vestlige lande, så ryger hver 8. gravide kvinde stadig gennem hele sin graviditet. Og når vi ser på disse nye forskningsresultater, så er der endnu stærkere grundlag for at fraråde kvinder at ryge, mens de er gravide, siger Claus Yding Andersen.
Det er især i første trimester – de første tre måneder i graviditeten – hvor fostret udvikler organer og kønsanlæg, at rygning er særligt skadeligt. Forskerne påpeger dog, at det endnu er uvist, om reduktionen i kønscellerne pga. rygning de første tre måneder er permanent eller blot afspejler en forsinkelse i udviklingen af kønsceller, som fostret kan kompensere for senere i graviditeten.
- Vi forventer, at den negative effekt af rygningen vil blive større, hvis moderen ryger under hele graviditeten, men da vi kun har undersøgt fostre op til tre måneder gamle, er dette et gæt. Hvad vi ved er, at undersøgelserne viser et dramatisk fald i både antallet af kønsceller og somatiske celler hos fostre, der har været udsat for røg de første tre måneder af graviditeten, og begge disse celler er grundlaget for barnets fremtidige fertilitet, siger Claus Yding Andersen.
Undersøgelserne er offentliggjort online i Europas førende tidsskrift inden for reproduktion; Human Reproduction.Læs den publicerede artikel her
For yderligere information kontakt venligst:
Professor Claus Yding Andersen, tlf: 35 45 58 22Undersøgelse 1) Cigarette smoking during early pregnancy reduces the number of embryonic germ and somatic cells. Human Reproduction journal. Doi:10.1093/humrep/deq215
Undersøgelse 2) Protamine contents and P1/P2 ratio in human spermatozoa from smokers and non-smokers. Human Reproduction journal. Doi:10.1093/humrep/deq226