Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Nordens første PET/MR-scanner indviet på Rigshospitalet

Meyerfonden har doneret den første PET/MR-scanner i Norden til Rigshospitalet. Indvielsen af scanneren fandt sted onsdag d. 14. december 2011.


The John & Birthe Meyer Foundation har doneret en ny avanceret PET/MR-scanner til 35 millioner kr. til Rigshospitalets Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin & PET ved professor og klinikchef Liselotte Højgaard. Den nye, sammenbyggede PET/MR-scanner, der på samme tid kan optage PET-scanning og MR-scanning i én maskine, havde verdenspremiere i  november 2010 på Technisches Universität München.
 
Realtime PET- og MR-scanning
Den nye PET/MR-scanner bygger på et meget avanceret medikoteknisk princip, hvor det for første gang er lykkedes at bygge de to helt forskellige modaliteter sammen, således at man med én scanner kan lave ”realtime” PET- og MR-scanning - samtidig. Scanneren kan undersøge patienten fra hoved til fod og undersøge funktionel anatomi med PET og kniv-skarpe anatomiske billeder på submilimeterniveau med MR. Det er et helt nyt og grænseoverskridende princip for både forskning og patientbehandling.

Udvikling af PET/MR til børn
Et af arbejdsområderne for den nye scanner vil blive udvikling af PET/MR til scanning af børn. På dette felt er Rigshospitalets Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin & PET ledende inden for nuklearmedicin på verdensplan. Hos børn er det særlig vigtigt, at stråledosis ved undersøgelser er lille, fordi børnene forhåbentlig skal leve i mange år efter at sygdommen er behandlet.  Derfor er det særlig vigtigt, at de ikke får bivirkninger af diagnostik og behandling. PET/MR er den oplagte teknik til børn med hjernetumorer og til at følge børn med lymfekræft, og desuden er det muligt at udvikle PET/MR til at undersøge meget små, for tidligt fødte børn, så man kan finde netop dem, der har særligt brug for hjælp, støtte og øget indsats fra fødslen.

Forskning, udvikling og metodeoptimering
Hos voksne patienter med kræftsygdom er det oplagt at bruge PET/MR til hoved-halscancer, hvor der i de senere år er opnået store fremskridt bl.a. med undersøgelser lavet på Rigshospitalet på Meyerfondens PET/CT-scannere. Med PET/MR kan diagnostikken imidlertid forfines yderligere, så mulighederne for at kurere patienterne øges, samtidig med at risikoen for bivirkninger mindskes. Til lymfomsygdom, til hjernesvulster, til kræft i mave-tarm-system, urologisk kræft og gynækologisk kræft er det ligeledes fremtidsperspektivet, at PET/MR kan gøre det endnu bedre end PET/CT.

PET/MR endnu bedre til partikelterapi
Til partikelterapi er PET/MR formentlig endnu bedre end PET/CT, fordi MR har den knivskarpe anatomiske opløselighed, der gør at man kan udnytte partikelterapiens helt præcise stråle og dermed alene ramme kræftsvulsten. På denne måde håber klinikken at opnå reel bivirkningsfri kræftbehandling på sigt.

Desuden kan PET/MR bruges til undersøgelse af sygdomme i bevægeapparatet, rygsygdomme, led- og muskelsygdomme, og undersøgelsen kan bruges til hele det neurobiologiske forskningsområde, og scanneren skal bruges både til basalforskning og til bedre patientbehandling.

Yderligere informationer
Professor og klinikchef Liselotte Højgaard
Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin & PET
Rigshospitalet. Telefon: 3545 4215
 
Redaktør

Email:L2k3G3CZ1qDPX@hc.regionh.dk