Risikoen for blodprop i hjernen og hjertet under brug af p-piller og anden hormonel kontraception er kortlagt i ny stor dansk undersøgelse, som offentliggøres i dag.
En ny dansk undersøgelse med deltagelse af 1,6 millioner danske kvinder i alderen 15-49 år offentliggøres i dag. Studiet dokumenterer, at risikoen for udvikling af blodpropper i hjerne og hjerte er mindsket i takt med, at østrogen dosis er mindsket i p-pillerne, og at påvirkningen generelt er mindre, end for blodpropper i ben og lunger. Studiet er publiceret i New England Journal of Medicine, et af verdens mest ansete lægevidenskabelige tidsskrifter.Læs hele studiet herUndersøgelsen er ledet af professor ved Gynækologisk klinik, Rigshospitalet Øjvind Lidegaard i samarbejde med afdelingslæge Ellen Løkkegaard fra gynækologisk afdeling, Hillerød Hospital.Hvad er de væsentlige nye fund i undersøgelsen?”Undersøgelsen er langt den største, der hidtil er gennemført vedrørende arterielle blodpropper (dvs blodpropper i hjerne og hjerte) og p-piller, idet mere end 5.000 kvinder med blodprop indgår” siger Øjvind Lidegaard. ”Og så er det den eneste, som har kortlagt indflydelsen af alle de nye typer af p-piller og andre typer af hormonel kontraception, som er kommet på markedet de seneste ti år”.”Resultaterne viser, at p-piller med lav dosis af østrogen med (20 µg) østrogen øger risikoen for arterielle blodpropper omkring 50 % og at p-piller med 30-40 µg østrogen øger risikoen med omkring 80%. Men også at der er produkter, som slet ikke øger risikoen. Det drejer sig om de produkter, som ikke indeholder det kunstige østrogen ethinylestradiol. Dvs. produkter som mini-piller, hormon-spiral og hormon-stav, som derfor med fordel kan benyttes også af kvinder, med en øget risiko for arterielle blodpropper.”Studiet er baseret på danske registre, og følger 1,6 millioner kvinder i Danmark i fertil alder fra 1995 til og med 2009, som ikke inden de indgår i undersøgelsen har haft blodprop eller kræftsygdomme. Ud over brugen af p-piller har man i analysen af data kunnet tage højde for behandling af forhøjet blodtryk, sukkersyge, forhøjet fedtstof i blodet, hjertesygdomme og rygning.Lidegaard fortsætter: ”I den anden ende af risikospektret ser vi, at både hormonplastre og vaginal ring mere end en fordobler risikoen for blodpropper i hjernen. Det er samtidig de produkter, som øger risikoen for blodpropper i ben og lunger mest. Der skal derfor foreligge særligt gode grunde til at anvende disse produkter.””I modsætning til situationen for blodpropper i ben og lunger (venøse blodpropper), er der ikke større forskelle i risikoen for blodpropper i hjerte og hjerte (arterielle blodpropper) ved brug af forskellige gestagen typer. Ved samme dosis østrogen ser vi altså nogenlunde samme risiko ved 2., 3., og 4. generations p-piller” slutter Øjvind Lidegaard.