Overlæge, dr. med. Hans Skovgaard Poulsen fra Neuroonkologisk Team og Strålebiologisk laboratorium på Rigshospitalet har modtaget en bevilling på 7.5 mio. kr. fra National Cancer Center, NY, USA.
Pengene skal bruges til at undersøge et nyt princip i behandlingen af patienter med den mest ondartede form for kræft i hjernen (glioblastoma multiforme) i samarbejde med Duke University, North Carolina i USA.
Kræftsvulster indeholder receptorer, der viser sig meget præcist at kunne transportere giftstoffer ind i kræftcellen – uden at skade normale celler. Prækliniske dyreforsøg er allerede gennemført med succes. Nyt tilbud om behandling til patienter starter i 2011.
De nye undersøgelser af receptorers transport af stoffer fra ydersiden til indersiden af kræftceller hos patienter med den mest ondartede form for kræft i hjernen kommer til at forgå i et samarbejde mellem Rigshospitalet og Duke University, North Carolina i USA, som den danske forskergruppe i en årrække har oparbejdet et tæt og frugtbart samarbejde med.
I 2007 trak samarbejdet og en ny forsøgsbehandling med stoffet Avastin overskrifter som ”Internationalt forskningssamarbejde sikrer gennembrud i behandling af hjernekræft”. Neuroonkologisk Team og Strålebiologisk laboratorium fik i 2005 et unikt tilbud om indsigt i Dukes upublicerede forsøgsprotokoller og data, og med det afsæt kunne Rigshospitalet efterfølgende præsentere opsigtsvækkende resultater fra forsøgsbehandling af 30 danske patienter med stofferne Avastin og Irinotecan hos overlæge Ulrik Lassen i Enhed for Eksperimentel Kræftbehandling.
Afgørende samarbejde– Samarbejdet med Duke University i USA har været – og er – afgørende både for de opnåede behandlingsmæssige fremskridt og for fortsat dansk forskning i den mest ondartede form for hjernekræft, siger Hans Skovgaard Poulsen og fortsætter:
– For femten år siden døde næsten alle patienter med denne diagnose efter tre år. Ved at indføre en mere fokuseret behandling i form af en kombination af kirurgi, strålebehandling og kemoterapi (Stubbs Regime) lever ca. 15-20 % af patienterne i dag længere end tre år fra diagnosen er stillet. Det er glædeligt, mendesværre langt fra godt nok.
Ny viden om receptorerI samme periode er forståelsen af kræftsvulsters biologi blevet langt mere omfattende. Gennem den basale forskning har man bl.a. fundet ud af, at svulsterne indeholder såkaldte overfladereceptorer. De findes kun på kræftceller – ikke i normale hjerneceller. Receptorerne har bl.a. den egenskab, at de meget præcist kan transportere stoffer fra ydersiden til indersiden af kræftcellen.
– Det er faktisk chefen for Duke University, der har gjort dette receptorfund. Vi vil nu udnytte denne egenskab i receptorerne til at slå kræftcellerne ihjel lokalt i hjernen ved at lade receptoren transportere et giftstof ind i cellen uden at ødelægge de normale celler. Vi ved fra prækliniske undersøgelser i dyr, at princippet for den nye behandling virker, som det skal, siger Hans Skovgaard Poulsen.
Arbejdsplan 2010 og 2011Bevillingen fra National Cancer Center i USA gør det muligt at starte de første planlagte danske undersøgelser i 2011.
– Vi ved, at behandlingen virker på ca.1/3 af patienterne. Derfor vil vi forsøge så tidligt som muligt at identificere de årligt ca. 125 danske patienter, som vil kunne opnå effekt af den nye behandling. For det er også vigtigt, at skåne andre patienter for risikoen for svære bivirkninger ved en behandling, de ikke får gavn af. Vi skal fremstille teststoffet i Danmark i 2010. Stoffet skal så efterfølgende testes i USA, samtidig sender vi også en dansk kirurg til oplæring på Duke University i USA. Vi er ikke i mål – men vi er i international målestok kommet et meget stort skridt videre, siger Hans Skovgaard Poulsen.
Fakta og mere at vide? Det neuroonkologiske team er et samarbejde mellem Neurokirurgisk klinik og Onkologisk klinik. Teamet ledes af overlæge, dr. med. Michael Kosteljanetz og overlæge, dr. med. Hans Skovgaard Poulsen. Også overlæge, dr. med. Ulrik Lassen, Enhed for Eksperimentel behandling indgår i teamet og dermed også i de nye planlagte undersøgelser og behandlinger. Check også www.radiationbiology.dk