Østre Landsret har i dag stadfæstet byrettens dom i den ankesag, som Danmarks Radio har rejst mod Rigshospitalet om DR-programmet "Når lægen ved bedst".
Her gav Københavns Byret Rigshospitalet medhold den 9. april 2010.
Dermed stadfæstes, at de beskyldninger, der er indeholdt i DR’s program imod Rigshospitalet og overlæge Jens Benn Sørensen for at have ydet visse patienter med lungehindekræft en behandling, der har ført til unødvendige dødsfald eller afkortning af levetid for derigennem at fremme Jens Benn Sørensens faglige prestige, kendes ubeføjede.
- Jeg er meget tilfreds med dommen, siger lægelig direktør på Rigshospitalet Jannik Hilsted.
- Vi har nu også landsrettens ord for, at tv-programmet indeholdt urigtige og injurierende påstande om Rigshospitalets behandling af lungehindekræft - påstande, som har gjort stor skade såvel for nuværende patienter med sygdommen som for pårørende til afdøde patienter. Det er endvidere fastslået, at DR handlede mod bedre vidende i udformningen af programmet, siger Jannik Hilsted.