Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Gitte Moos Knudsen modtager Niels A. Lassen prisen

Gitte Moos Knudsen er overlæge og leder af Neurobiologisk Forskningsenhed, Neurocentret, Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet.

Prisen uddeles af Niels A. Lassen fonden, som blev etableret i 1999 til minde om professor, overlæge, dr.med. Niels A. Lassen (1926-1997), som var én af det 20. årh. mest betydningsfulde hjerne- og cirkulationsforskere i Danmark. Niels A. Lassen var tilknyttet Bispebjerg Hospital, og prisen uddeles på hospitalets forskningsdag i år den 7. december, som er Niels A. Lassens fødselsdag.

Gitte Moos Knudsen er overlæge og leder af Neurobiologisk Forskningsenhed, Neurocentret, Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet. Hun blev dr.med. og speciallæge i neurologi i 1994. Gitte Moos Knudsen blev i 1999, som 39 årig udnævnt til professor i et 5-årigt professorat i klinisk neurobiologi og i 2004 i et permanent ordinært, nyoprettet professorat i klinisk neurobiologi ved Københavns Universitet. Samtidigt blev hun udnævnt til overlæge ved Rigshospitalet og overtog i 2004 ledelsen af Neurobiologisk Forskningsenhed. Gitte Moos Knudsen er formand for Dansk Selskab for Neurovidenskab.

Gitte Moos Knudsens forskning har været præget af stor originalitet. Den tidlige forskning beskæftigede sig med hjernens blodcirkulation og blod-hjernebarrieren (Disputats 1994). Siden 1999 har forskningsfeltet været molekylær billeddannelse af hjernen. Forskergruppen omfatter nu omkring 40 ansatte. Forskningen spænder fra basal neurovidenskab til undersøgelse af raske forsøgspersoner og patienter med neuropsykiatriske sygdomme. Undersøgelserne har specielt omhandlet det serotonerge system, som er involveret ved depression, hukommelsesforstyrrelser, biologiske rytmer og overvægt. Gitte Moos Knudsen leder ”Center for Integrated Molecular Brain Imaging” (Cimbi), som er blevet etableret gennem en bevilling fra Lundbeckfondens på 80 mio. kr. over 10 år.

Yderligere information

Niels A. Lassen prisen består af en medalje samt et beløb på 25.000 Kr. Prisoverrækkelsen vil finde sted onsdag 07.12.11. Prisuddelingen starter kl. 16.30, hvor professor Gitte Moos Knudsen vil holde foredrag med titlen "Billeddannende undersøgelser af hjernens receptorsystemer”.

Sted: Auditoriet, Uddannelsescenteret, Bispebjerg Hospital, indgang 50, Tuborgvej 235, 2400 København NV

For yderligere information kontakt: Hans-Henrik Parving, Professor, overlæge, dr. med, Medicinsk Endokrinologisk Klinik, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100. Tlf.: 2217 8160. E-mail hhparving@dadlnet.dk.

Bestyrelsen for Niels A. Lassen fonden: Hans-Henrik Parving, professor, dr.med. (formand), Per Holstein, overlæge, dr.med., Steen Levin Nielsen, dr.med., Olaf B. Paulson, professor, overlæge, dr.med., Niels Rossing, dr.med., Lars Friberg, overlæge, professor.


Redaktør

Email:L2k3G3CZ1qDPX@hc.regionh.dk