Væskebehandling er livreddende ved svær blodforgiftning. Det har imidlertid været uklart, hvilken type væske, der er bedst.
En netop offentliggjort undersøgelse fra Rigshospitalet i det anerkendte tidsskrift The New England Journal of Medicine viser, at saltvand er bedre end hydroxyetylstivelse (HES), som indtil nu har været standarden i behandlingen af svær blodforgiftning. ResultaterGodt 800 patienter med svær blodforgiftning, indlagt på intensiv afdelinger i Norden, indgik i den blindede undersøgelse. Halvdelen af patienterne fik standardbehandling med HES, mens den anden halvdel fik behandling med saltvandsopløsning. Samlet set var dødeligheden høj, både blandt de patienter, der fik HES og blandt de patienter, der fik saltvand. Dødeligheden var højest blandt de patienter, der fik HES. Blandt de patienter, der fik HES, var der også flere, som fik behov for dialyse og blodtransfusion. 6S-forsøgets resultat er, at saltvand er bedre end HES i behandlingen af svær blodforgiftning. De netop offentliggjort resultater tyder på, at HES ikke skal bruges til patienter med svær blodforgiftning. Resultaterne kan imidlertid ikke overføres til andre typer af patienter, f.eks til mindre syge eller i forbindelse med operation, og skal sammenholdes med resultaterne fra andre igangværende forsøg, hvor der bl.a. sker en opfølgning blandt de patienter, der deltog i forsøget. Resultaterne forventes først i 2013. BaggrundVæskebehandling er livreddende ved svær blodforgiftning, men det har været uklart hvilken type væske, der er bedst. I 6S-forsøget undersøgte Klinik for Intensiv Terapi på Rigshospitalet som led i en stor multicenterundersøgelse derfor virkninger og bivirkninger af de to væsker, der hyppigst blev anvendt: Hydroxyetylstivelse (HES) og saltvand. Læs originalpublikationen i New England Journal of Medicine herHent patientinformation til deltagere i 6S-forsøget her Evt. yderligere information: Professor, overlæge, ph.d. Anders Perner, Intensiv Terapiklinik, Abdominalcentret på Rigshospitalet. Mail anders.perner@rh.regionh.dk telefon 3545 4131