Et stort forskningsprojekt skal nu undersøge, om patienter med blodprop i hjertet kan behandles bedre. Hjertelæger fra Rigshospitalet og Gentofte Hospital er gået sammen om projektet, der støttes med 20 mio. kr. af Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Hjertesygdomme som følge af åreforkalkning er hvert år skyld i 20 mio. dødsfald på verdensplan. Halvdelen af disse dødsfald skyldes blodprop i hjertet. Derfor vil hjertelæger fra Rigshospitalet og Gentofte Hospital nu se nærmere på, om patienter med blodprop i hjertet kan diagnosticeres og behandles bedre end hidtil.
- Vores projekt har flere formål. Dels ønsker vi at undersøge, om vi kan behandle nogle patienter tidligere, end vi gør i dag. Derudover vil vi undersøge, om vi kan bruge systematisk CT-skanning af kranspulsårerne til at forudse, hvordan vi behandler patienten mest effektivt, og så vil vi se på, om vi kan reducere følgevirkningerne hos patienter, der har haft store blodpropper i hjertet, fortæller professor og overlæge på Rigshospitalets hjertemedicinske klinik, Lars Køber.
Kan ændre fremtidens behandlingBlandt de patienter, som indlægges med en mindre blodprop i hjertet, vil forskerne således undersøge, om tidlig behandling kan være til gavn for nogle af dem. Det gøres ved udvælge en gruppe patienter tilfældigt (randomiseret) og give dem en ballonudvidelse tidligere, end man normalt ville have gjort.
I den anden del af undersøgelsen vil man undersøge, om CT-skanning af kranspulsårerne kan bruges til at forudsige, hvilke patienter med blodprop i hjertet, som skal behandles akut med ballonudvidelse, hvilke patienter som ikke behøver at blive behandlet med ballonudvidelse, samt hvilke patienter der skal behandles med en hjerteoperation.
- Med en CT-skanning af kranspulsårerne er det blevet muligt at fremstille detaljerede billeder af kranspulsårerne og hjertet, og undersøgelsen kan udføres meget hurtigt. Mange steder i verden bruger man allerede CT-skanninger på hjertepatienter, men der er faktisk ringe dokumentation for, at det er godt. Tænk, hvis man overser noget ved CT-skanningen – eller tænk, hvis der er en kæmpe fordel ved det? Det tror vi jo, der er – og vi vil undersøge det med dette forsøg. Derfor har denne del af forsøget i høj grad potentiale til at ændre behandlingsplanerne for patienter med blodprop i hjertet, siger Lars Køber.
Stress af hjertet kan gavneDen tredje del af forsøget går ud på at teste nye former for behandling, som skal mindske de skader, en stor blodprop i hjertet kan forårsage.
- Når man får en stor blodprop i hjertet dør der hjertemuskelceller meget hurtig, men der er også celler, der går til flere dage senere. De bliver på en måde programmeret til at dø efter noget tid. Og det mener vi, at vi kan forebygge – fx ved at udsætte hjertet for gentagne episoder med iltmangel ved hjælp af en ballon, der blæses op. Muligvis kan vi også bruge medicin, og det er nogle af de metoder, vi skal undersøge, fortæller Lars Køber.
De 20 mio. kr. til forskningsprojektet er doneret af Forsknings- og Innovationsstyrelsen over en 5-årig periode.
I alt skal der deltage mere end 5000 patienter fra Region Hovedstaden og Region Sjælland i undersøgelserne, som skal identificeres i løbet af en 3-årig periode.