Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Projekt krop og kræft

Tilbud om fysisk træningsforløb til alle sjællandske kræftpatienter i kemoterapi som et supplement til den almindelige kræftbehandling






Bedre fysisk funktion i hverdagen, færre bivirkninger og mindre risiko for at havne i depression som følge af sygdommen står højt på de fleste kræftpatienters ønskeseddel. Og ”bedre-færre og mindre” er netop blandt de positive og gavnlige virkninger, som Rigshospitalets projekt Krop & Kræft har resulteret i for mange af de 400 kræftpatienter, der allerede har deltaget i programmet. Og herudover med stor velvilje og energi desuden bidraget til en forskning, som bl.a. dokumenterer, at patienternes livskvalitet øges.

Hidtil er projekt Krop & Kræft blevet finansieret af i alt 28 forskellige fonde og forskningsråd. I dag foreligger der videnskabelige dokumentation for de gavnlige virkninger af patienternes deltagelse i projektet, og Region Hovedstaden har besluttet at videreføre projektet som et behandlingstilbud på Rigshospitalet. Et tilbud, der kan søges af alle patienter fra Sjælland.

Tilbud om kropspakke
- Det er en stor glæde, at tilbuddet fortsætter og nu kommer mange fl ere kræftpatienter til gavn, siger professor, sygeplejerske og leder af Universitetshospitalernes Center for Sygepleje og Omsorgsforskning (UCSF), Lis Adamsen. - Kræftpatienter i kemoterapi oplever symptomer og bivirkninger i deres sygdoms- og behandlingsforløb som fx kvalme, opkastning, smerter og infektioner, udtalt træthed og fysisk svækkelse. Ofte er der tale om langvarige behandlingsforløb. Hertil kommer ofte psykiske og sociale problemer. For nogle patienter kan sygdommen og behandlingen derfor føre til en isoleret og inaktiv hverdag.

Et behandlingstilbud i form af en kropspakke skal hjælpe kræftpatienterne ud af denne situation. Pakken består af fysisk træning: konditions- og styrketræning, massage og afspænding samt træning i kropsbevidsthed. Træningsprogrammet foregår i grupper med 7-10 patienter, varer i seks uger og består ugentligt af ni timers træning og afspænding.

Indtil nu har i alt 400 kræftpatienter deltaget i projekt Krop & Kræft på Rigshospitalet. Professor Lis Adamsen forventer, at Region Hovedstadens beslutning om at videreføre projektet samt muligheden for at udbyde tilbuddet til sjællandske kræftpatienter i kemoterapi vil resultere i, at mange flere kræftpatienter fremover får glæde af tilbuddet.

Projekt Krop & Kræft på Rigshospitalet bliver fra januar 2007 et tilbud til alle sjællandske kræftpatienter i kemoterapi. Region Hovedstaden viderefører projektet og tilbyder også patienter fra Region Sjælland at deltage.

Tværvidenskabeligt samarbejde
Projekt Krop og Kræft er et tværvidenskabeligt forskningsprojekt, der foregår i et samarbejde mellem Onkologisk Klinik, Hæmatologisk Klinik, Universitetshospitalernes Center for Omsorg- og Sygeplejeforskning (UCSF) og Center for Muskelforskning.