Voksne får sjældent mælkeallergi

Politiken
Af Klinikchef Hans-Jørgen Malling, Allergiklinikken

Mange tror, at de lider af en eller anden form for fødevareallergi, men ofte er det slet ikke fødevarerne, som gør os syge. 



Spørgsmål:
Jeg kunne ønske mig, at Riget ville skrive en oplysende artikel om mælkeallergi. Er det nemt at få foretaget en test og konstateret, om man lider af mælkeallergi og i hvor høj grad?

Hvis man som 67-årig får konstateret mælkeallergi, og man hidtil har drukket meget økologisk skummetmælk og har spist mælkeprodukter bl.a. for at få kalk nok til at forebygge knogleskørhed, er det da nok dagligt at tage en unikalksenior? (400 mg calcium med D-vitamin)?

Mvh.
Kvinde, 67 år


Svar:
Ordet allergi bruges ofte i forbindelse med reaktioner, symptomer eller sygdomme forårsaget af påvirkninger, som de fleste mennesker tåler uden problemer. Læger inddeler allergi i ægte allergi, hvor immunsystemet spiller en rolle, og intolerans, hvor man ikke kan påvise, at immunsystemet reagerer .

Mælkeallergi ses især hos spædbørn. Af en årgang nyfødte vil op til et par procent udvikle mælkeallergi, men langt de fleste vokser fra denne allergi, inden de bliver tre år gamle. Hos små børn kan mælkeallergi vise sig ved eksem og dårlig trivsel. Hos større børn og voksne kan ses symptomer som kløe i mund og svælg, mavesmerter, diarre, nældefeber, høfeber eller astma og i sjældne tilfælde allergisk chok.

Det er yderst sjældent, at voksne udvikler allergi over for mælk. Til gengæld er der mange, som mener, at de er allergiske over for mælk. I en undersøgelse af cirka 300 yngre voksne var 33 procent overbeviste om, at de ikke kunne tåle mælk. Allergiantistoffer kunne dog kun påvises hos to procent.

Det betyder, at der er mange mennesker, som tror, at de har en mælkeallergi, men faktisk ikke har det. Mange med kroniske lungesygdomme oplyser, at indtagelse af mælk giver øget slimproduktion, men det er sjældent, at det kan bekræftes ved en skjult indtagelse af mælk eller mælkeprodukter.

En stor del af befolkningen tror, at de har en eller anden form for fødevareallergi. Det hænger nok sammen med, at en af de ting, vi som mennesker gør regelmæssigt - som regel flere gange dagligt - er at spise. Hvis man har kroniske symptomer, er det fristende at koble disse til de ting, som vi kan forholde os til. Ofte er det til en fejlagtig antagelse, at det er maden, som gør os syge.

Undersøgelser
Mælkeallergi testes normalt ved hjælp af en hudtest, hvor man sætter en dråbe mælk på huden og med en lille nål prikker hul på huden gennem mælkedråben. Hvis patienten har allergiantistoffer mod mælk, vil der komme en lille kløende nældereaktion.

De samme antistoffer kan også påvises ved hjælp af en blodprøve. Gennem tiden er der - specielt hos alternative behandlere - fremkommet en lang række test til påvisning af fødevareallergi, men ingen af disse er dog videnskabeligt dokumenterede. Men selv med anerkendte undersøgelsesmetoder ved vi, at mange mennesker har allergiantistoffer, selv om de ikke er syge.

For patienter, som har alvorlige allergiske reaktioner som f.eks. nældefeber eller allergisk chok, er der sjældent tvivl om årsagen. Inden for de seneste 20-30 år har vi dog set et stigende antal patienter med upræcise symptomer som hovedpine, koncentrationsbesvær, træthed og lignende, som er overbeviste om, at det skyldes et eller andet, de spiser.

Sådanne symptomer kan ikke lige måles eller vejes, og for at sikre sig, at der er en klar sammenhæng mellem fødevaren og generne, er det nødvendigt at foretage en såkaldt blindet provokation. Det er en slags blindtest, hvor patienten gennemfører en kontrolleret indtagelse af de fødevarer, der er under mistanke.

Provokationer
For at kunne fastlægge, om der er tale om fødevareallergi eller ej, skal der gives tre provokationer, som indeholder den mistænkte fødevare, og tre snydeprovokationer. Hvis patienten ud fra sine symptomer er i stand til at afgøre, hvilke provokationer der indeholder den allergifremkaldende fødevare, og hvilke der er snydeprovokationer, vil man sige, at allergien er påvist.

Symptomerne skal optræde kort tid efter spisningen, da det ikke er sandsynligt, at symptomer, der optræder flere dage efter spisning af en bestemt form for mad, har nogen sammenhæng med den spiste mad.

I modsætning til større børn og voksne formodes spædbørn ikke at kunne 'bilde' sig selv ind, at det er maden, som gør dem syge. Hos disse vil provokationer derfor være åbne, hvilket vil sige, at man ikke forsøger at skjule fødevaren.

Mælk kan dog også forårsage problemer, uden at det skyldes allergi. Hvis man mangler det enzym, som spalter mælkesukker, kan indtagelse af mælk give symptomer med mavesmerter og diarre (laktosemalabsorption). Denne sygdom kan påvises ved at lade patienten indtage mælkesukker og i blodprøver måle, hvor meget blodsukkeret stiger.

Alternativer
Mælk er vigtig i ernæringen af både børn og voksne, da det indeholder kalk. Børn har behov for kalk, så knoglerne kan vokse og blive stærke, og selv om voksne lettere kan indtage kalk på anden måde, kan manglende mælkeindtagelse let give problemer.

Hvis man har fået påvist komælksallergi, vil det også gælde for mælk fra får, ged og hest. Det er således ikke en god ide at erstatte komælk med andre former for mælk. Endvidere er der ingen forskel mellem økologisk mælk og almindelig mælk, da de indeholder de samme allergifremkaldende stoffer.

Knogleskørhed er et stort problem for ældre, og hvis man ikke drikker mælk eller indtager mælkeprodukter, stiger risikoen. Det er derfor nødvendigt at indtage kalk på anden vis, f.eks. i tabletform. Ud fra de anbefalinger, som danske sundhedsmyndigheder giver, skulle indtagelse af 400 mg kalk sammen med D-vitamin være tilstrækkeligt til at forhindre knogleafkalkning og dermed hindre knoglebrud.

Allergi For at bevise, at der er en sammenhæng mellem patientens symptomer og indtagelse af bestemte fødevarer som f.eks. mælk, er lægen nødt til at følge nedenstående principper: Symptomerne skal udløses inden for få timer efter indtagelse af fødevaren Symptomerne skal forsvinde, når fødevaren ikke indtages Der skal udløses de samme symptomer ved en fornyet indtagelse af fødevaren Kilde: Rigshospitalet