Svimmelhed skyldes oftest sygdom i øret

Politiken 13. februar 2005, Søndagsliv
Af Søren Vesterhauge

Det kan være svært at stille en diagnose ud fra symptomet svimmelhed. Langt de fleste akutte tilfælde af svimmelhed skyldes dog sygdomme i det indre øre. Ørestenssvimmelhed - den hyppigste årsag til svimmelhed - er heldigvis let at diagnosticere, og behandlingen er i de fleste tilfælde hurtig, enkel og effektiv.

Svimmelhed er et symptom, der optræder hos mænd og kvinder i alle aldre. De fleste patienter, der rammes af svimmelhed vil frygte, at det drejer sig om sygdom i hjernen – for eksempel en hjerneblødning eller en svulst. Det er heldigvis meget sjældent tilfældet.

Langt de fleste akutte tilfælde af svimmelhed skyldes sygdom i det indre øre. Jo voldsommere svimmelhed, jo større sandsynlighed for, at der er tale om sygdom i øret. Er der samtidig symptomer i forbindelse med hørelsen – eksempelvis døvhed, nedsat hørelse eller øresusen (tinnitus), er det givet, at sygdommen er lokaliseret til øret.

Den hyppigste årsag til svimmelhed er såkaldt godartet positions svimmelhed (på lægesprog forkortet BPPV). Godartet positions svimmelhed kaldes også krystalsygdom eller ørestenssvimmelhed.

Hvad er op og ned
Ser vi bort fra den svimmelhed, som mange oplever, hvis de rejser sig for hurtigt, er ørestenssvimmelhed (BPPV) den hyppigste årsag til svimmelhed. Hos en BPPV-patient kommer svimmelheden meget pludseligt. Der er ikke andre symptomer, for eksempel er der ikke høreproblemer.

Svimmelheden starter næsten altid om natten. Patienten vågner typisk, fordi han/hun oplever en voldsom ubehagelig fornemmelse af at ’tumle rundt i rummet’, når han/hun vender sig i sengen. Når patienten rejser sig fra sengen, kommer der ofte et nyt, ubehageligt og voldsomt anfald. Et anfald varer cirka 20-30 sekunder og provokeres af bestemte bevægelser med hovedet, mens andre bevægelser med hovedet typisk ikke giver svimmelhed.

Anfaldene skyldes, at der er kommet krystaller fra ørestensorganet (utriculus) ud i en af ørets tre buegange. Ørestensorganerne er sanseorganer, der fortæller os, om retningen er op eller ned. Sanseorganerne består af celler med små fimrehår, der stikker op i et geleagtigt lag – dækket af en plade af små kalkkrystaller.

Stimuli til sanseceller
Brækker der et lille stykke af pladen, mens man ligger på siden – som regel ved man ikke, hvorfor det sker – vil tyngdekraften føre krystallerne ud i en af buegangene.
Når patienten rejser sig eller drejer sig, vil krystalklumpen ’blive fanget’ i en af ørets buegange, hyppigst den bagerste.

Drejer patienten hovedet bagover, flytter krystallerne sig ned i den lavest liggende del af buegangen.

Krystalklumpen virker som et stempel, der trykker væsken i buegangen i den retning, man bevæger hovedet. Det tryk opfattes af sansecellerne som en meget kraftig stimulus, der giver en fornemmelsen af at tumle rundt i buegangens plan. Fordi klumpen virker som et stempel, forstærkes det indre øres opfattelse af personens bevægelser i et bestemt plan dramatisk. Det er forklaringen på den kraftige svimmelhed, der kommer, når man bevæger hovedet.

Epley’s manøvre
Når noget (kalkkrystaller) let kan komme ind i buegangen, kan det heller ikke være så svært at få dette noget ud igen, hvilket er det udgangspunkt, ørelæger og mange praktiserende læger benytter sig af i forbindelse med behandlingen.

Når lægen drejer patientens hoved kraftigt bagover, samtidig med at patienten lægges ned, nærmer klumpen sig det sted, hvor den kom ind i buegangen. Herefter drejes patienten rundt til den modsatte side og vupti – krystallerne er tilbage i ørestenssækken, hvor de kom fra.

Behandlingen kaldes Epley’s manøvre efter en amerikanske ørelæge, der beskrev den første gang for cirka 15 år siden. Efter Epley’s manøvre skal patienten sove med hovedet højt i nogle døgn og samtidig forsøge at undgå at lægge sig på den syge side.

Ménière’s sygdom
Ved Ménière’s sygdom er der også tale om voldsomme anfald af svimmelhed. Samtidig er der imidlertid tale om både nedsat hørelse, lydforvrængning og øresusen (tinnitus).

Anfaldene er meget kraftige, varer typisk flere timer og er ledsaget af rykvise bevægelser med øjnene (nystagmus). Sygdommen er forholdsvis sjælden. Når sygdommen er værst, er den en plage for patienten.

Et Mènière-anfald kan udvikle sig i løbet af få minutter. Patienten bliver altid så svimmel, at han/hun må ligge meget stille. I forhold til omgivelserne virker patienten meget syg og vil – så længe diagnosen Ménière’s sygdom ikke er stillet – ofte blive akut indlagt.

Mange patienter slipper med ganske få anfald. For de patienter, hvor sygdommen får et kronisk forløb, resulterer sygdommen ofte i tab af livskvalitet – for eksempel mistet tilknytning til arbejdsmarked, manglende socialt liv osv. I Danmark er der cirka 2.500 kroniske Ménièrepatienter.

I de fleste tilfælde kan Ménière’s sygdom behandles med medicin, så patienten kan leve med sygdommen. Men det kan ofte tage måneder eller år, inden man når så vidt.

En af de nyeste behandlingsmetoder er et lille trykapparat, som sættes til øret. Apparatet virker ikke hos alle patienter, men når det virker, kan patienten ofte holdes fri for svimmelhed og genoptage sit arbejde. Desværre koster apparatet cirka 35.000 kroner, og det har vist sig vanskeligt at få socialforvaltningerne til at afholde udgiften, selv om behandlingen ofte fører til, at en patient kan genoptage sit arbejde.

Virus på balancenerven
Ved virus på balancenerven er svimmelheden ofte lige så voldsom som ved et Ménière-anfald. Sygdommen udvikler sig inden for nogle minutter eller få timer, og patienten må ligge helt stille på siden for at kunne holde svimmelheden ud.

Patienten har – ligesom Ménièrepatienten – kraftige, rykvise øjenbevægelser, men der er ikke de typiske høresymptomer, som ved Ménière’s’ sygdom.

Svimmelheden varer i flere uger, men mindskes i styrke undervejs. Især yngre patienter kommer sig ofte helt i løbet af et par måneder Nye forskningsresultater tyder på, at forløb og symptomer kan lettes, hvis patienten i den første tid behandles med binyrebarkhormon (for eksempel Prednisolon).

Perilymfatisk fistel
Hvis øret udsættes for voldsomme hændelser, for eksempel direkte vold, kan der opstå brud på knoglen i det indre øre. Resultatet er, at der siver væske fra det indre øre ud i mellemøret. Hvis voldsomheden består i pludselige trykændringer i mellemøret – for eksempel som ved flyvning eller dykning – eller hvis der overføres trykændringer fra væsken rundt om hjernen til det indre øre (som det for eksempel kan ske ved piskesmældsskader), kan der på samme måde optræde en tilstand, hvor der siver væske til mellemøret. Tilstanden kaldes en perilymfatisk fistel. Der er tale om en sjælden sygdom.

Mange tilfælde heler af sig selv, men hos nogle patienter er operation nødvendig. Patienterne lider af en form for svimmelhed, som ofte provokeres af anstrengelser, og der er ofte en kronisk usikkerhed i fornemmelsen af op og ned. Der kan i meget sjældne tilfælde være problemener med hørelsen. Diagnosen kan være vanskelig at stille. Det er ikke altid, at operation medfører det ønskede resultat.

Alle læger betragter svimmelhed som et vanskeligt symptom at skulle stille en diagnose ud fra. Mange patienter gennemgår mange undersøgelser, før de har en diagnose, og behandlingen er ofte ikke særligt effektiv.

Ørestenssvimmelhed (BPPV) – den hyppigste årsag til svimmelhed – er heldigvis en undtagelse. Diagnosen kan stilles på få minutter uden brug af avancerede, tekniske hjælpemidler, og behandlingen er i de fleste tilfælde hurtig, enkel og effektiv. Mange læger har efterhånden også lært sig at genkende tilstanden, så patienten slipper for en uklar besked (for eksempel »det er nok en virus«). Ydermere har patienterne en god chance for at forlade konsultationen lige så raske som før.

Rigshospitalets Øre-, næse- og halskirurgisk Klinik: http://oerenaesehals.rh.dk