Stamcelleforskning er nået langt

Politiken 12. februar 2006, 5. sektion, side 20
Af seniorforsker Claus Yding Andersen, Reproduktionsbiologisk laboratorium

Udviklingen inden for forskning i stamceller går stærkt i disse år. Indsatsen er nu på verdensplan så massiv, at vi kan forvente at se konkrete behandlingsmuligheder inden for de næste 5-10 år.



Spørgsmål:
Kan forskerne på Rigshospitalet forklare om udviklingen inden for forskningen i stamceller - hvad er fup, og hvad er fakta? Hvad kan forskningen i stamceller realistisk betyde for vores børn, og hvilke risici er der forbundet med teknologien?

Venlig hilsen
Jørgen


Svar:
Stamceller har potentiale til at behandle mange alvorlige sygdomme på en helt ny måde. Endnu er der ikke udviklet egentlige behandlinger, men forskningsresultaterne er så lovende, at der lige nu investeres store pengesummer i international stamcelleforskning.

Det radikalt nye ved stamcellerne er, at vi vil kunne behandle patienten med nye celler, der har de egenskaber, som netop denne patient mangler. De nye celler kan dannes i laboratoriet og derefter erstatte patientens syge eller beskadigede celler. Det kan forbedre, ja måske helt afhjælpe, den funktion i kroppen, der ikke fungerer. F.eks. kan de nerveceller, som patienter med Parkinsons syge mangler, udvikles fra stamceller, indopereres i hjernen og herved måske afhjælpe sygdommen, som i dag er uhelbredelig. Parkinson er blot ét eksempel.

Princippet om at indoperere raske nerveceller til erstatning for syge eller manglende celler vil også kunne forbedre førligheden for mennesker, der er bundet til en kørestol, fordi deres rygmarv er ødelagt.

Stamceller har ganske særlige egenskaber. De kan, som de eneste celler i kroppen, blive ved med at dele sig uden at miste evnen til på et eller andet tidspunkt at specialisere sig. Stamceller opfattes derfor som kroppens reservedelslager.

Der findes forskellige typer af stamceller. Hos voksne kan de tages fra knoglemarven, hvor de er udgangspunkt for de celler, som findes i blodet og bl.a. udgør vores immunsystem. Disse stamceller er velegnede til behandling af blodsygdomme, og knoglemarvstransplantation har i en årrække været benyttet med stor succes. Man ved endnu ikke, om de voksne stamceller kan anvendes til behandling af andre sygdomme.

De stamceller, som findes i navlesnorsblod, er i princippet magen til dem, der findes i knoglemarv. Det er barnets egne, og isoleres stamcellerne fra navlesnoren, kan barnet få gavn af dem, hvis det rammes af en blodsygdom senere i livet.

Cellelinjer i hele verden
Stamceller fra befrugtede æg har størst potentiale og kan blive til en hvilken som helst af de cirka 250 celletyper, som findes i kroppen. Fra hvert befrugtet æg, der er blevet tilovers i forbindelse med behandling for barnløshed, kan der i bedste fald isoleres én cellelinje. På Rigshospitalet arbejder vi med 4 cellelinjer, og i Danmark er der i alt udviklet omkring 10 forskellige cellelinjer (4 på Aarhus og Aalborg Universitet og 2 på Odense Universitet), mens der på verdensplan findes knap 300.

Det er med disse cellelinjer, vi gennemfører forskning i, hvordan cellerne kan udvikle sig til bestemte celletyper, som f.eks. nerveceller. Hver enkelt cellelinje udtrykker en bestemt vævstype. Det vil derfor vare mange år, før der er cellelinjer nok til at dække et bredt udsnit af befolkningens vævstyper.

Men måske bliver det ikke nødvendigt at vente på en komplet samling af vævstyper. Ved at transplantere en cellekerne fra en patient (f.eks. en hudcelle) ind i et æg, hvor indholdet af arvemateriale er fjernet, er der mulighed for, at vi hver især kan få dannet vores helt personlige stamcellelinje i laboratoriet. Man 'snyder' ægget, så det tror, det er befrugtet, og producerer stamceller af samme vævstype som patienten. Metoden er forbudt i Danmark, men i lande som f.eks. Sverige og Belgien er metoden tilladt.

Selv om forskere fra Korea hævder at have fremstillet et antal cellelinjer efter transplantation af cellekerner, er deres resultater draget i tvivl, og det er endnu uafklaret, om det faktisk er lykkedes at danne menneskelige stamceller på denne måde. Men under alle omstændigheder kræver metoden et stort antal æg. Og æg til forskningen er en flaskehals og et af de problematiske temaer i forbindelse med udvikling af behandlingsmetoder via stamceller.

Forsøg på dyr
Når vi lærer, hvad det er for mekanismer i ægget, der kan omdanne for eksempel en hudcelle til en stamcelle, kan vi måske helt undvære æg fra kvinder. En anden måde kunne være at påvirke en stamcellelinje til at udvikle sig til æglignende celler. På Rigshospitalet forsker vi netop i dette for derigennem at få adgang til et stort antal æglignende celler og for at forstå de processer, som ligger til grund for udvikling af æg.

Men vil cellerne overhovedet virke, som vi ønsker det, når de bliver sat ind i kroppen? Vi har grund til at tro det. Der er gennemført mange forsøg på dyr. Gnavere med ødelagt rygmarv får førligheden tilbage efter at få nerveceller indsat.

Aber med Parkinsons syge får det markant bedre efter at få nerveceller indopereret i hjernen. Hjernevæv fra aborterede fostre er blevet indsat i hjernen på patienter med Parkinsons syge i Sverige. Patienterne får det bedre, og en patient har nu i 10 år levet et bedre liv efter en sådan operation.

Menneskeforsøg
Hvilke risici er der ved at sætte stamceller ind i kroppen? Behandlingen består jo af levende celler, som muligvis kan opføre sig anderledes end beregnet, når de kommer ind i kroppen. De kan måske vokse ukontrolleret og på den måde udvikle en kræftsygdom. Det er en risiko, som må undersøges meget omhyggeligt. Hvor lang tid vil cellerne virke, når de bliver sat ind? Bliver patienten igen syg efter nogle år?

Det er ikke muligt at svare fyldestgørende, før vi har gennemført egentlige forsøg på mennesker. Men der er begrundet håb om, at stamcelleforskningen i løbet af en 5-10-årig periode vil betyde et kvantespring i behandlingsmulighederne for en lang række sygdomme.