Pacemakeren giver bedre livskvalitet

Politiken 13. marts 2005, Søndagsliv
Af Regitze Videbæk og Jesper Hastrup Svendsen

Mange mennesker med hjertesvigt bliver mindre trætte og forpustede og får lettere ved at klare dagligdagen takket være en særlig pacemaker.

I Danmark bliver der hvert år indlagt 8.000 mennesker med hjertesvigt, heraf er 3.000 under 75 år. Mennesker med hjertesvigt er trætte, får let åndenød og har svært ved at klare almindelige fysiske gøremål i dagligdagen.

Årsagen er enten følger efter en blodprop i hjertet, hvor et større del af hjertemusklen er omdannet til arvæv, eller at hjertemuskulaturen er svækket - kardiomyopati. Kardiomyopati kan opstå på grund af en betændelse i hjertet eller i sjældne tilfælde være arvelig. Endelig kan vedvarende forhøjet blodtryk, der ikke har været tilstrækkeligt behandlet, resultere i hjertesvigt.

Peter Jensen er 56 år og har haft tre blodpropper i hjertet. Efter den sidste blodprop blev han behandlet med en ballonoperation og fik indsat tre stents - små metalgitre, der afstiver kranspulsåren. Peter har derfor ikke længere anfald af smerter i brystet. Desværre har hans hjerte taget skade. Pumpekraften er nedsat, så han er træt. Det kniber også med at få luft, så han kan ikke klare de daglige ture med hunden og ikke passe haven. Det gør ham modløs og trist; han synes ikke, han bare skal sidde i en stol.

Særlig pacemaker
Peter er henvist af sin læge til Rigshospitalets Hjertemedicinske Klinik. Her gennemgår han en række forundersøgelser, for at lægerne kan vurdere, om han kan få gavn af en såkaldt biventrikulær pacemaker - en særlig type pacemaker.

Peters hjerte er betydeligt forstørret. Ved en ultralydsundersøgelse kan man se, at hjertets pumpekraft er nedsat til under det halve. Samtidig er den ene af de to ledningsbaner, der fører den elektriske impuls fra forkammer til hjertekammer, blokeret. Der er et grenblok. Det betyder, at de to hjertekamre ikke arbejder samtidigt, og resultatet er, at hjertet pumper mindre blod.

På elektrokardiogrammet (EKG) kan man se, at Peter har venstresidigt grenblok. Også Peters fysiske formåen vurderes. Det sker blandt andet ved at måle, hvor langt han kan gå på seks minutter i sit eget tempo. Resultatet er, som Peter siger, »ikke noget at skrive hjem om«.

Han bliver tilbudt operation med en særlig pacemaker, der har tre elektroder til hjertet mod de sædvanlige en-to elektroder. En elektrode til højre forkammer og en elektrode til hvert af de to hjertekamre. Operationen bliver udført under røntgengennemlysning i lokal bedøvelse og varer to til fire timer. Peter får lidt smertestillende og beroligende medicin under indgrebet, men er ellers vågen og kan følge lidt med.

Kirurgen lægger et cirka seks cm langt, lodret snit i furen mellem brystmusklen og armen, og der laves en lomme til pacemakeren under huden oven på brystmusklen. Elektroderne føres til hjertet gennem en blodåre lige under kravebenet. Den første elektrode placeres i højre hjertekammer. Den anden elektrode, der skal stimulere venstre hjertekammer, placeres på bagsiden af venstre hjertekammer gennem det system af blodårer (kransvener), der fører blod fra hjertemusklen retur til hjertet. Den sidste elektrode placeres i højre forkammer.

Alle tre elektroder testes, og Peter synes, at det tager lang tid. Men det er vigtigt, at elektroderne ligger bedst muligt, så der ikke skal bruges for meget strøm til at stimulere hjertet, og batterierne i pacemakeren kan holde længere. Samtidig skal elektroderne ligge et sted, hvor pacestimulationen giver en rettidig sammentrækning af begge hjertekamre.

Til slut forbindes de tre elektroder til pacemakeren - en lille, flad, blank 'metaldåse', der måler fem gange seks cm, er trekvart cm tyk og vejer 25 gram. Den rummer både litiumbatterier og avanceret elektronik. Pacemakeren placeres i 'lommen', og det kun seks cm lange snit sys sammen.



Dagen efter operationen får Peter finindstillet sin pacemaker. Samtidig bliver der foretaget en ultralydsundersøgelse, så man kan finde den indstilling af pacemakeren, der giver den bedste hjertefunktion. Peter skal tage det lidt med ro de første uger, til såret er vokset helt sammen. Han skal også undgå alt for store bevægelser med venstre arm, indtil elektroderne er vokset godt fast i hjertet. Det sker typisk i løbet af de første to måneder.

En måned efter operationen kommer Peter til kontrol i ambulatoriet. »Nu er det hunden, der bliver mest forpustet«, siger han glad og fortæller om haven, som han snart skal ordne.

Lodtrækningsforsøg og sikre resultater
Biventrikulær pacing ved hjertesvigt blev introduceret i 1994. Omkring 2000 viste de første resultater af kliniske undersøgelser, at operation med biventrikulær pacemaker gav gode resultater i form af forbedret fysisk formåen og øget livskvalitet. Samtidig mindskedes antallet af indlæggelser for hjertesvigt.

De kliniske undersøgelser er typisk udført som lodtrækningsforsøg, hvor patienterne efter grundig information er blevet tilbudt at deltage i en undersøgelse, som et supplement til den bedste eksisterende medicinske behandling.

Patienterne fik indopereret en pacemaker og blev herefter opdelt i to grupper. Hos dem i den ene gruppe blev pacemakerne aktiveret - hos dem i den anden blev de sat på standby. Hverken den læge eller sygeplejerske, der fulgte patienten, eller patienten selv vidste, om pacemakeren var sat til at virke eller ej. Denne metode kaldes en dobbelt blind undersøgelse. Med sådanne undersøgelser kan man være sikker på, at de resultater, man kommer frem til, er tilstrækkeligt gode til, at man fremover kan behandle andre lignende patienter med en ny behandling.

Ud fra disse undersøgelser, ved vi, at behandling med biventrikulær pacemaker er effektiv, hvis patienten har:

• venstresidigt grenblok
• nedsat pumpefunktion - til cirka det halve af det normale
• bliver betydeligt forpustet ved meget små anstrengelser

Det var netop disse symptomer, der gjorde, at Peter blev tilbudt behandlingen.

Fysisk og psykisk effekt af behandlingen
Ved behandlingen resynkroniseres de to hjertekamre, idet ledningen i højre forkammer mærker hjertets egen forkammerimpuls og via pacemakeren sender signal til både højre og venstre hjertekammer om samtidigt at trække sig sammen.

Effekten af behandlingen er typisk, at patienten bliver mindre forpustet i dagligdagen, føler sig mindre træt og derfor oplever en øget livskvalitet.

I de tilfælde, hvor der ud over de tre nævnte symptomer også er anfald med meget hurtig hjertebanken, der medfører besvimelse eller nærbesvimelse, kan man indsætte en biventrikulær intracardiac defibrillator - ICD. Denne biventrikulære pacemaker kan foruden den almindelige pacing give et strømstød for at genoprette hjertets normale rytme.

Behandlingen er ikke helbredende. Patienten skal regne med fortsat at skulle tage medicin. Men vi har oplevet tilfælde, hvor patienter er har fået det så meget bedre, at en påtænkt hjertetransplantation har kunnet stilles i bero.

Patienterne følges på pacemakerklinikken, hvor pacemaker og elektroder bliver kontrolleret. Man lægger en magnetring over pacemakeren, hvilket giver mulighed for at aflæse og programmere den udefra. Pacemaker-enheden holder længe - seks-otte år. Vi aflæser, hvor meget strøm der er tilbage i batterierne, så et skift af enheden kan planlægges i god tid.

Behandling med disse specielle pacemakere udføres på de store hjertecentre. Det vil sige på Rigshospitalet, Skejby Sygehus, Odense Universitetshospital, Aalborg Sygehus og Københavns Amtssygehus i Gentofte. Behandlingen udføres af meget rutinerede læger, og der er få komplikationer ved den.

Peter Jensen har været til seks måneders kontrol i pacemakerambulatoriet. Han er fortsat glad og tilfreds med sin dagligdag. Pacemakeren fungerer 100 procent, og Peters tilstand er så stabil, at han trygt kan tage på ferie i udlandet. Peter har altid sit pacemakerkort på sig og ved, at hjertelæger i udlandet derfor kan læse, hvilken type pacemaker han har, hvis han skulle få brug for lægehjælp.